Undersøgelser af biljagt trækker ud

Statsadvokaten i Aalborg undersøger stadig politiets rolle i fredagens biljagt, der endte i en dødsulykke.

Først om mindst fire uger kan Statsadvokaten give et svar på, om politiets udrykningskørsel ved Tranbjerg fredag var relevant. Statsadvokaten undersøger stadig biljagten, der fik dødelig udgang for føreren af den bil, som politiet satte efter.

»Vi er i gang med at undersøge sagen, men det kommer til at tage nogen tid, for der er endnu tekniske undersøgelser, som endnu ikke er færdige,« siger vicestatsadvokat for Nord- og Midtjylland Anne-Mette Wiese.

Teknisk afdeling har undersøgt uheldsstedet, men har stadig materiale, der skal undersøges, før den kan komme med sin vurdering, ligesom bilinspektionen også stadig er i færd med undersøgelserne af de involverede biler.

Flere instanser

Når alle de tekniske undersøgelser er færdige, skal sagen behandles i politiklagenævnet, inden Statsadvokaten kan komme med en offentlig vurdering af, om politiet i forbindelse med fredagens biljagt har overholdt de retningslinjer, der er for udrykningskørsel.

Flere vidner, som JP Århus har talt med, betegner udrykningen som »hasarderet«, og de undrede sig over, at politiet ikke opgav udrykningen.

Politiet modtog fredag morgen et tip om, at en bil listede mistænkeligt rundt i et villakvarter og sendte derfor patruljevogne til området for at undersøge tippet.

I området stødte de på en blå, polsk indregistreret, Golf.

Idet de tog kontakt til føreren kørte han afsted i høj fart, hvilket fik en patrulje vogn til at sætte efter for fuld udrykning.

Det blev til en hæsblæsende biljagt igennem morgentrafikken.

Jagten endte i et sammenstød uden for Slet. Golfen var så medtaget efter sammenstødet, at føreren måtte skæres ud. Han mistede senere fredag livet grundet sine kvæstelser.

Udover politibilen og den dræbtes bil var to andre biler involveret i ulykken.

rikke.struck@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen