Minister: Lejere kan smides ud

Ifølge socialminister Henriette Kjær (K) er der juridisk set grønt lys for at smide hele familier ud af deres lejligheder, hvis børnene har begået kriminalitet. Det har hun netop bekendtgjort i et brev til Folketingets boligudvalg.

»Det fremgår direkte af den almene lejelov, at en lejer kan pålægges retsfølger, herunder opsigelse eller ophævelse af lejemålet, uanset om den adfærd, der berettiger til retsfølgerne bliver udøvet af lejeren selv, lejerens husstand eller andre, man har givet adgang til det lejede.«

Sådan er ordlyden i et brev fra socialminister Henriette Kjær til Folketingets boligudvalg. Det er ifølge socialministeren juridisk i orden, at Brabrand Boligforening vil smide familier ud, hvis deres børn har været indblandet i overfald og hærværk mod andre beboere i Gellerup-området.

»Jeg har tidligere været med til at smide folk ud, fordi de spillede for høj musik og generede de øvrige beboere, og jeg er glad for, at vi nu har fået ministerens ord for, at boligforeningerne har pligt til at sørge for god skik og orden i foreningens område,« siger formanden for Folketingets boligudvalg, René Skau Björnsson (S).

Ikke alle er enige

Det er dog ikke alle, der er lige imponerede over meldingen.

»For det første forstår jeg ikke, hvorfor socialministeren ikke koncentrerer sig om de sociale opgaver og lader erhvervsministeren eller justitsministeren tage sig af det juridiske aspekt,« siger kontorleder Leif Randeris fra Indvandrerrådgivningen i en kommentar til ministerens brev.

»Ham, der har overfaldet en person tæt på sin egen bopæl, har en rigtig dårlig sag.«

»Men i de andre tilfælde, hvor overfaldene er foregået flere kilometer fra hjemmet, kan man ikke smide familien ud,« fortsætter han.

»I øvrigt kan de kun smides ud, hvis de har overtrådt den pågældende lov. Og det er noget, retten afgør. Og ikke ministeren.«

Debatmøde i Brabrand

I lyset af situationen i Brabrand inviteres der tirsdag 8. juni kl. 19.00 til debatmøde under titlen "Social løsning eller kollektiv afstraffelse" i beboerhuset Laden på Edwin Rahrsvej 6B i Brabrand.

I panelet sidder René Skau Björnsson sammen med blandt andre formand for Multikulturel Forening, Rabih Azad-Ahmad og centerleder i Socialcenter Vest Gitte Krogh.

Alle er velkomne.

kasper.schutt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen