Et rigt liv

Karin Salling har det med kunst som med rødvin: Hvad der er godt, er en smagssag.

»Det er vigtigt, at man kan lide det, som man har hængende på væggene. På den måde er kunst ikke bare en investering. Det betyder faktisk mere for mig, hvad jeg synes om det, end hvem der har malet det,« siger kvinden, der er blevet et større navn her i byen end nogensinde før, siden to fonde, der deler hendes efternavn, for alvor har lukket op for pengekassen og alene i år har uddelt knap 200 mio. kr., heraf de 171 mio. kr. til kunst og kultur i Aarhus.

Byen får nu et havnebad, en havneskulptur, et udkigstårn og en legeplads samme sted og en ny afdeling i Den Gamle By, hvor Aarhus’ historie fra Vikingetiden til nutiden skal genfortælles med en underjordisk, interaktiv udstilling, der skal stå færdig i 2017.

For ikke at glemme Tivoli Friheden, der har fået 12 mio. kr. til et kulturelt multihus med en mobil tribune med plads til 800 siddende eller 1.400 stående gæster, og kunstmuseet Aros, der til sin succesudstilling på stranden langs Aarhus Bugt, ”Sculpture by the Sea”, har fået 3 mio. kr. fordelt på tre år for at sikre, at man i 2013, 2015 og 2017 – ikke mindst – kan gå en kunstnerisk tur fra Tangkrogen til Ballehage.

»Havnefronten bliver fantastisk for Aarhus. Og havnebadet. Først tænkte jeg, hvad vi dog skulle med det med alle de strande, som vi har, men ved nærmere eftertanke er det en rigtigt god idé. Det er en god form for liv, man på den måde kan skabe midt i byen. Udkigstårnet og legepladsen på havnen kan alle få glæde af.«

»Jeg har et rigt liv«

Så Karin Salling er glad.

De mange millioner gør ikke bare en forskel for Aarhus, men også for hende selv.

De viser, at hun nu for alvor har taget hul på en ny del af sit liv. Et mere udadvendt liv, end hun har været vant til, ikke mindst i sit næsten 30 år lange ægteskab med Herman Salling, der døde i maj 2006.

Nu er hun ikke længere kun ”enken efter Herman Salling”, men har derimod skabt sit eget rum i tilværelsen.

»Jeg ved godt, at jeg sidder her pga. min mand,« siger hun.

»Men jeg har det godt, og jeg nyder livet hver eneste dag. Jeg har et rigt liv. Jeg mangler absolut ikke noget. Men penge er ikke alt. Man kan ikke købe sig til et godt ægteskab eller et godt helbred.«

Det siger hun med tanke på, at Herman Salling var syg gennem mange år, og at hans ene datter, Trine, døde af kræft i 2004, blot 42 år gammel. Hun efterlod sig datteren Kia, som i dag bor i Oslo.

Karin Sallings egen datter, Tina, bor i Düsseldorf, hvor hun har to sønner, der nu er 15 år gamle. Desuden er der Herman Sallings anden datter, Mariann, der bor i Aarhus.

Herman Salling var en mand, der fyldte meget, ikke bare i hele sin koncern, Dansk Supermarked, men også i privatlivet. Derfor har det taget tid for Karin Salling at vænne sig til at være uden ham.

»Da han døde, blev der så tomt her. Vi sad hver aften i stolene foran pejsen, og der blev jeg ved med at sidde og føle det meget tomt. Jeg sad der et stykke tid, men så tog jeg mig sammen,« fortæller hun, som var 33 år, da hun mødte den da 57-årige Herman Salling.

Eller rettere: Da han mødte hende. Han faldt for hende og helmede ikke, før hun sagde ja til at dele sin fremtid med ham.

Ny indretning

Hun flyttede ind i hans hus i Skåde. Et hus, der var møbleret i engelsk stil. Det er det stadig, men ikke ret meget længere. Karin Salling vil indrette spisestuen mere minimalistisk og i renere linjer end de krinkelkrogede, der præger møblementet. Om det så gælder julepynten, sætter hun sin egen dagsorden.

»Herman kunne ikke få nok af julepynt. Nu har jeg skruet lidt ned,« siger hun, der dog holder meget af julen og glæder sig over alle de gamle nisser, som har en fortid i stormagasinet. En enorm adventskrans er tændt, og ud af højttalerne strømmer julemusikken.

Fra både spisestue og dagligstue har hun den flotteste udsigt ud over bugten.

»På en god dag kan jeg se til Mols,« siger hun.

På de dårlige må hun nøjes med at se ned over sin have, som bliver passet efter alle kunstens regler af en gartner, kæmpestor som den er. Rundt omkring står der skulpturer, og meget snart kommer der yderligere tre.

Løver og hushunde

Da billedhuggeren Claus Ørntoft skabte de tre store granitløver, som dronning Margrethe fik i 70-års fødselsdagsgave af bl.a. Aarhus Kommune, Region Midtjylland, en række lokale virksomheder og Karin Salling, som gav et tilskud af egen lomme, skabte han også nogle mindre modeller i bronze.

Det første hold af dem har Karin Salling købt, så næste år skal de gøre husets andre løver med selskab. For dem er der nogle stykker af – hun har et blødt punkt for disse dyrenes konger.

Indenfor har hun to andre regenter: schæferhundene Liebe og Darko. I flere år har det været netop denne race, der var hushund, skønt hun og Herman Salling lagde ud med at bringe hver sin hund, dels en retriever, dels en irsk setter, med ind i ægteskabet.

Da tiden var inde til at få en ny hund, måtte de »sludre om det i en tid, indtil vi nåede et kompromis,« som hun selv omtaler deres lange diskussioner om hunderacer og køn. Hun ville nemlig have en tæve af racen tysk ruhåret hønsehund, han en schæferhan.

»Vi fik en schæfertæve,« smiler hun.

Den slags diskussioner var ikke Herman Sallings spidskompetence. Der kunne være lidt »du får ret, og jeg får fred« over ægteskabet, siger hans enke.

Han var vant til at bestemme og arbejdede også så meget, at han helst bare ville slappe af og være alene med sin kone og børnene, når han endelig havde fri.

Så de var meget derhjemme. I dag flintrer og farer hun rundt, sine 69 år til trods.

»Normalt trapper man ned i den alder. For mig er det lige omvendt,« siger hun.

For hyggens skyld

F.eks. går hun meget op i galopheste og har også nogle i træning i Odense og Klampenborg.

Nu hendes egne heste ikke er i nærheden, spiller hun på nogle helt andre, når hun jævnligt går til travløb med sine veninder på Jydsk Væddeløbsbane for at spille om småbeløb.

»Det er for hyggens skyld, at vi går der. Vi har et maksimum, som vi spiller for. Vi satser kun små beløb, så strækker de længere,« siger hun.

Hun er så klart til galop. Det har hun lært af sin mand – og han havde det fra sin far, Ferdinand Salling, der gik meget op i heste.

»Herman syntes, at det var for dyrt og tog for lang tid,« siger hun, der alligevel fik ham omvendt ved at forære ham en galophest, King Ferdinand, i 75-års fødselsdagsgave.

Hun har jagttegn, men har ikke benyttet sig af det i mange år – »jeg har skudt ét rådyr, og flere bliver det ikke til« – og elsker at fiske efter laks i Norge.

Når hun sidder der i stiligt tøj og høje hæle er det svært at forestille sig hende med gummistøvler og fiskestang, men hun elsker det. Det samme gør drengene fra Düsseldorf, så hun har lovet dem, at de senest i 2014 skal ud på Namsen-elven ved Overhalla i Norge. Men først skal de alle sammen på en tur til New York.

Fredagstraditionen

Desuden har hun sin faste fredagstradition i Sallings Bistro, hvor hun mødes med to gamle venner, Jeppesen og Breman. Den ene er tidligere dekorationschef i Salling, den anden nuværende køkkenchef i bistroen.

»Jeg har nogle få, trofaste venner,« siger hun og nævner i samme åndedrag Autzen, som var Herman Sallings praktiske højre hånd, og som var med til at passe ham i den sidste tid. Han kommer stadig hjemmevant i huset.

Hun er begyndt at komme meget ud til premierer i Aarhus, men har ikke behov for at føre sig frem på den røde løber.

»Der er mange, der ikke kender mig, også blandt personalet i Salling. Det er jeg glad for. Jeg har ingen interesse i opmærksomhed.«

Det har Salling-fondene til gengæld fået. Der er næppe den kulturinstitution i Aarhus, der ikke er i fuld gang med at finde ud af, hvordan den kan komme i betragtning til en af de betydelige donationer, som skal deles ud næste år. Der er godt og vel 21 mia. kr. i de to Salling-fonde – måske fordi Herman Salling bedre kunne lide at tjene pengene end at bruge dem.

Der er stadig mange penge at dele ud af, men der kommer også mange forespørgsler.

Karin Sallings bedste råd til de mange, der spørger hende, hvad de skal gøre for at komme i betragtning, er, at de skal orientere sig om, hvad fondene giver penge til, og derefter sende en ansøgning. Ikke til hende, men til fondsbestyrelsen, der har adresse sammen med Dansk Supermarked i Højbjerg.

Hvad der skal deles penge ud til, er en fælles beslutning for fondsbestyrelsen, der læser ansøgninger, diskuterer dem og i enighed beslutter sig, siger hun, der ikke vil love, at Aarhus næste år får samme opmærksomhed som i år.

»At Aarhus var Herman Sallings hjemby, hans base her i livet, spiller selvfølgelig en rolle. Men det væsentlige her i 2012 var, at Aarhus kom med de bedste ansøgninger,« siger hun.

Livgivende kunst

Hendes hjem vidner om stor interesse for kunst. Sammen med sin mand samlede hun gennem flere år på både malerier og skulpturer. Især elsker hun at gå på jagt efter billeder af unge, ukendte kunstnere.

»Når der er ”Kunst for alle” i Ridehuset, går jeg ind og ser, om der er noget, jeg ikke kan leve uden,« siger hun, der ikke sjældent har taget et nyt værk med hjem.

Så flytter hun rundt på de gamle, stiller nogle til side og trækker andre frem. Sælge gør hun ikke, hun nænner ikke at skille sig af med den kunst, hun har købt.

»Når jeg sådan flytter rundt på det, ser jeg pludselig et maleri på en ny måde. Jo flere forskellige vinkler, jeg oplever dem fra, desto mere forskellige bliver de. Kunst er livgivende. Jeg ved da slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden den.«

Overalt i stuen står eller ligger der bøger. Store værker om kunst, gamle leksika, som meget snart risikerer at ryge ud, »for det er godt nok mange år siden, at de har været åbnet«, samt en vægtig samling af skønlitteratur.

Katherine Pancols ”Krokodillens gule øjne” ligger øverst – den skal hun til at læse. Edward Rutherfurds ”Sarum” er hun lige blevet færdig med for tredje, »men ikke sidste gang«. Hundredvis af bøger er der i stuen, og hele tiden kommer nye til.

»Så må jeg skille mig af med nogle af de gamle. Dem, som jeg ved, at jeg ikke skal læse igen.«

Eller som hun næppe får tid til at læse igen. For der er steder i byen, som hun stadig mangler at opleve. Måske man ligefrem kan opleve hende til en fodboldkamp en dag. Hun holder naturligvis med AGF.

Man er vel lokalpatriot.