Et hestehoved foran

Vi sank ned i de bløde stole i loungen, der er en halv etage oppe over restaurantlokalet, men i åben forbindelse med det. Stempelkaffe, te på løse blade og lidt chokolade blev serveret, og så kunne vi sidde og reflektere over det måltid, som vi netop havde sat til livs her på Det Gamle Mejeri på Vilhelmsborg i kanten af Mårslet.

Vi var godt mætte; and til forret, gris til hovedret og marcipan til dessert. Det lå tungt i maven og mindede os om den tilstundende højtid, julen, hvor man også indimellem kan have behov for bare at synke sammen.

Men vi var også godt tilfredse, for det var et fremragende måltid, vi havde sat til livs. Der blev kælet for både mad og gæster denne aften på restauranten, der ligger i en af bygningerne i Det Nationale Hestesportscenter, som siden 1989 har holdt til på den gamle herregård.

Dens historie går tilbage til 1400-tallet, hvor Væbner Orm havde Vilhelmsborg som sædegård. Siden har den haft en omskiftelig tilværelse, indtil Aarhus Kommune overtog den i 1973. 12 år senere udskrev kommunen en konkurrence om, hvad herregården kunne bruges til. Et af forslagene var et hestecenter, og sådan blev det med flot istandsættelse og masser af liv på både to og fire ben.

De firbenede fylder klart mest – f.eks. også her i ugens løb, hvor Danish Derby Horse Shows holder springstævne for ponyer fra torsdag til søndag.

Denne mørke aften i november så vi ikke meget til hestene, men man har en klar fornemmelse af herregårdens historie, når man kører ned ad den lange allé og ind på gårdspladsen.

Lidt mere lys kunne hjælpe på orienteringen for nye gæster, ikke mindst over restauranten, der faktisk ligger i det gamle mejeri.

Duften af mad

Der duftede dejligt af mad, da vi kom ind. Tjeneren kom springende op ad trappen for at tage imod os og viste os ned til bordet.

Kun ét andet bord sad der gæster ved, så vi undrede os over den markante duft af mad, indtil vi kunne høre, at der sad et større selskab i et af de andre lokaler, som restauranten råder over.

Vi fik et glas bobler – cava – og en lille skål saltede mandler, mens vi blev orienteret om aftenens menu. Hver torsdag serverer restauranten en menu med tre retter til 300 kr. med mulighed for vinmenu med tre glas vin til 250 kr.

Man kunne også få en vinmenu i form af ”smageglas” til omtrent det halve. En god idé på et sted, der ligger så langt uden for byen, at der ofte vil være en, der skal køre bilen hjem.

Brændt kartoffel som drys

Første ret var confiteret and med en blød jordskokcreme og drysset med brændt kartoffel. Brændt? Ja, brændt på den nye måde, forklarede tjeneren, til nærmest ukendelighed og derefter drysset over retten sammen med høvlet lavendel.

Det måtte vi også lige høre om: Man laver en pasta af lavendel og fryser den ned, hvorefter man kan høvle den som et krydderi. Lidt jordskokchips hørte også til plus en smule japansk karse, lidt a la brøndkarse. Alt i alt en meget fin ret, delikat og opfindsom. Vi fik et glas chardonnay, Tuè fra det nordlige Chile fra 2010.

To variationer

Hovedretten blev kaldt variation af gris. Den indskrænkede sig dog til to forskellige udskæringer og tilberedning af gris. Den ene, to skiver kamsteg, der var rullet i urtecrumble og brødkrummer, desuden et stykke spoleben, der var braiseret i 24 timer. Kamstegen var – typisk nok for dette stykke kød – til den tørre side, men den gav på den anden side fint modspil til det superbløde kød på spolebenet.

Sammen med kødet fik vi selleripuré, kartoffelterrine og flere forskellige svampe, helt efter årstiden. Det hele blev skyllet med en kraftig sky, der klædte hele denne meget lækre og veltillavede ret. Ja, den var tung, nogle vil tale om ”rigeligt smør”, men det kunne vi ikke tage os af denne aften. Alle ingredienserne klædte hinanden, syntes vi.

Flot vinkort

Fra vinmenuen fik vi Fier Comté Rouge 2011, en sydfransk vin, som er lavet af bl.a. grenache og syrah, som skal drikkes relativt frisk og anbefales til traditionelle retter a la netop gris.

Nogen dyr vin er det jo ikke, og måske derfor kunne vi ikke finde den på vinkortet, der ellers er ret flot og varieret og bestemt rummer mange muligheder for dem, der vil botanisere i druernes verden.

Til gengæld blev der ikke fedtet med dråberne – der blev skænket efter i glassene og sat frisk vand på bordet.

Delikat dessert

Desserten, som blev serveret med et glas auslese fra Hans Tschida, Muscat-Ottone 2011, var en fin, fin anretning med æble og marcipan som omdrejningspunkt.

Marcipanen havde form af creme og små, bagte stykker, mens æblet var formet som små kugler med karamel. Desuden var der små stykker krydderkage, hvid sorbet og chokoladedrys. Igen en flot anrettet og meget delikat ret, og hold op, hvor var vi blevet mætte.

Alt i alt kom vi af med 1.316 kr. Vi flottede os med to glas cava a 78 kr., kaffe og te til 60 kr. for, plus vinmenu til 600 kr. for to, så det løb op.

Men ser man på maden alene, fik vi et superfint måltid for 300 kr., hvor der var kælet for detaljerne og ydet et stykke dedikeret arbejde i køkkenet.

Det Gamle Mejeri kan sagtens vinde et kapløb på kvalitet og pris med mange andre af byens restauranter, så der er fem stjerner til restauranten på Vilhelmsborg.