Fortsæt til indhold
Aarhus

Ulovlige huse godkendt til indflytning

Aarhus byråd har givet byggetilladelse til fem ulovligt opførte rækkehuse i Åbyhøj.

Med adskillige måneders forsinkelse kan fem familier langt om længe flytte ind i deres nyerhvervede rækkehuse på Silkeborgvej 283 i Åbyhøj.

Efter en langvarig sagsbehandling gav byrådet i dag byggetilladelse til rækkehusene, som for længst er færdige, men opført ulovligt.

Ulovligt opført

Bygherren, Chopinhuset ApS i Randers og dets indehaver Johnny Jensen, satte byggeriet i gang uden at afvente byggetilladelse og dispensation fra en 60 år gammel deklaration, der forbyder opførelse at huse større end tofamiliehuse.

Desuden negligerede han et standsningspåbud, som blev udstedt, da det gik op for Planlægning og Byggeri, at byggeriet var sat i gang.

Endelig overskrider byggeriet den tilladte bebyggelsesprocent på 40. Den er 51.

Købere i god tro

Det fremgik af byrådsdebatten, at ikke mindst hensynet til de fem familier, der har købt et rækkehus i god tro, afholdt flertallet fra at kræve husene revet ned.

Det skulle nødigt være et signal til bygmestre om, at i Aarhus kan man bare se stort på reglerne.

Må ikke skabe præcedens

Når sagens gang gennem byrådet har trukket ud, skyldes det også, at politikerne vil være sikre på, at sagen ikke skaber præcedens.

Konklusionen er, at byggeriet ville have fået dispensation fra deklarationen om, at der højst må opføres tofamiliehuse i kvarteret under alle omstændigheder.

Det skyldes beliggenheden på den trafikerede Silkeborgvej og kommer ikke til at gælde for grunde længere inde i villakvarteret.

Kontrol fremover

Teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek (V) oplyste, at forvaltningen har fået indskærpet, at der fremover skal kontrolleres, at påbud til bygmestre bliver efterlevet.

Kommunen har meldt bygmesteren til Østjyllands Politi for overtrædelse af byggelovgivningen.