Nyt skvulp om lystbådehavnen
Stadig ingen afklaring af Fiskeri, Træskibs-og Lystbådehavnens fremtid.
Vand her og der og alle vegne. Netop som brugerne af Fiskeri-, Træskibs- og Lystbådehavnen kunne have ventet en politisk afklaring af, hvad der skal ske med området i fremtiden, sendte nye skvulp om kanaler og oversvømmelse sagen tilbage til behandling i teknisk udvalg for tredje gang.
Et konservativt forslag om en gang for alle at droppe planerne om måske en gang i fremtiden at lave en kanal mellem Fiskerivej og Grenaabanen fik en vis sympati fra Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF, da dispositionsplanen for FTL-Havnen var til, hvad alle troede var sidste behandling i Aarhus Byråd.
Udvalg skal svare
Men da den konservative Niels Christian Selchau-Mark ville sætte forslaget om helt at fjerne kanalen fra dispositionsplanen til afstemning i byrådet, kom Jette Jensen (EL) i tvivl om, hvilken betydning den kan have for at imødegå fremtidige oversvømmelser. Derfor kunne hun ikke umiddelbart stemme for forslaget, som hun egentlig har sympati for.
Det fik SF’s Jan Ravn Christensen til at foreslå sagen sendt tilbage til udvalget for at få det spørgsmål afklaret.
Den konservative modstand mod, at kanalen er med i dispositionsplanen som en mulighed i fremtiden, skyldes ønsket om at give brugere og erhvervsdrivende på havnen vished om, hvorvidt der kan disponeres over arealet.
Havnen manlger jord
Havnen mangler ikke vand, den mangler jord, var de konservatives argument. Men ingen i udvalget havde åbenbart tænkt på, om kanalen kan have betydning for at imødegå oversvømmelser som følge af de forventede klimaændringer.
Teknisk udvalg indstiller i øvrigt:
Både Søsporten og træskibsbeddingen bevares.
En kanalgennemføring (til en anden og mindre kanal) foretages mellem bedding og Nodhavnen.
En række byggefelter disponeres først senere i forhold til vinteroplag af både, parkering og afgrænsning af byggefelter m.v. i forbindelse med, at der udarbejdes en samlet plan for indretning og anvendelse af den eksisterende vinteroplagsplads.