Fortsæt til indhold
Aarhus

Har du et godt navn til Aarhus' nye havnefront?

Aarhus Kommunes spektakulære prestigeprojekt på havnen hedder noget så lidt mundret og svært forståeligt som Urban Mediaspace.

»Er det en ufo, et sproglaboratorium eller et nyt internetfirma,« spurgte socialdemokraten Steen B. Andersen, inden byrådet som med et pennestrøg gav en anlægsbevilling på 938 mio. kr. til byens nye havnefront, der foruden et nyt hovedbibliotek omfatter et p-anlæg med 1.000 pladser, nye havnepladser, frilægning af den resterende del af åen, trafikomlægninger og højvandssikring af midtbyen med et nyt sluseanlæg.

Han efterlyste en navnekonkurrence, som Socialdemokraterne foreslog allerede for et år siden, men nu kommer den.

Rådmanden for kultur og borgerservice, Marc Perera Christensen, lovede at fremsætte forslaget om en navnekonkurrence for området inden sommerferien.

»Urban Mediaspace Aarhus er det navn, Schmidt Hammer Lassen Architects gav det vindende projekt, og det har aldrig været meningen, at det skal fortsætte med at hedde sådan,« sagde rådmanden.