Flere studerende til Aarhus
Uddannelses-Aarhus glæder sig over udsigten til mange nye studiepladser.
Side 31.000-1.500 ekstra studiepladser på Aarhus Universitet. Det kan blive resultatet af regeringens 2020-plan, og for studiebyen Aarhus er det gode nyheder, ikke mindst i byens største ”uddannelsesbutik” Aarhus Universitet: »Det er rigtigt godt, at regeringen sætter handling bag ordene og skaber flere uddannelsespladser. Vi kender ikke de konkrete tal, men for universitetet kan det betyde 1.000-1.500 flere studiepladser, og vi vil nu gå i gang med at analysere, hvor der kan optages flere studerende,« siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen. De studerende glæder sig over øget optag, men frygter også for kvaliteten: »Det er meget fint, at flere kan komme på universitetet, men hvis det går ud over kvaliteten eller bare opretholder status quo, hvor nogle studerende har ned til syv undervisningstimer om ugen, så nytter det ikke at proppe flere ind på uddannelserne,« siger Per Dalbjerg, formand for Studenterrådet på Aarhus Universitet.
Positiv effekt for byen
En aktuel opgørelse viser, at Aarhus Kommune har ca. 50.000 studerende på videregående uddannelser svarende til hver sjette indbygger. Dermed gavner mere uddannelse Aarhus i særlig grad, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S): »Det er meget positivt, for mere uddannelse er den mest fornuftige investering. For Aarhus som landets bedste studieby vil det få en positiv effekt, da vi har en stor andel af studiepladserne,« siger han. Også formand for Erhverv Aarhus, Peter Kjær, hilser mere uddannelse velkommen: »Erhvervslivet i Aarhus nyder godt af den stærke uddannelsessektor i byen, så det er positivt med endnu flere studerende. De matematisk-fysiske og økonomiske uddannelser har klart mest interesse for erhvervslivet, da det er denne gruppe, der er mest erhvervsorienteret,« siger han. Et regeringsudvalg vil til efteråret fortælle, hvor de 10.000 ekstra studiepladser skal oprettes.