Fortsæt til indhold
Aarhus

Permanent friby-status koster 450.000 kr.

Med støtte fra Kulturministeriet kan det sagtens lade sig gøre, mener S og SF.

Det vil koste ca. 450.000 kr. om året at gøre Aarhus' fribystatus permanent. Det fremgår af en besvarelse fra kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) til Claus Thomasbjerg (SF) og Aage Rais-Nordentoft (S). For godt tre uger siden kom det frem, at Aarhus Kommune agtede at spare ordningen, der skal hjælpe til at sikre forfulgte forfattere ly i Aarhus, væk. Kulturministeriet har hidtil ydet et bidrag på 150.000 kr. om året til ordningen, og med det in mente er det eneste rigtige at fortsætte, mener Claus Thomasbjerg. »Jeg mener bestemt, at der er grundlag for at forlænge friby-ordningen. Selv om vi har økonomisk smalhals, er et beløb på 300.000 kr. om året ikke noget, der skræmmer mig,« siger han og tilføjer: »Men det forudsætter, at staten fortsætter sin økonomiske støtte, og det forventer vi, at den gør.«

Ytringsfrihed uden pris

Den første forfatter, som Aarhus har hjulpet, er Tendai Tagarira fra Zimbabwe, kom til byen i 2009. Og Aage Rais-Nordentoft støtter Claus Thomasbjerg i, at han ikke bør blive den sidste. »Beløbet skræmmer heller ikke mig, og som jeg har sagt fra begyndelsen, er fribyordning og ytringsfrihed så grundlæggende, at det for mig ikke har noget med sparerunder at gøre,« siger han. Begge byrådspolitikere vil tage sagen op i byrådet. »Jeg er sikker på, at der er flertal for at fortsætte. I hvert fald på baggrund af de tilkendegivelser, jeg har fået,« siger Claus Thomasbjerg og påpeger, at Aarhus' fribystatus handler om mere end økonomi: »Det er vigtigt, at vi i Aarhus går konkret og aktivt ind og gør en indsats for at sikre ytringsfriheden. Det gør vi som et bosted for forfulgte forfattere og sender et signal til omverdenen om, at vi er en by, der arbejder for mangfoldighed.« Udgifterne til fribyordningen løb 2010-2012 op i 777.500 kr. Heraf var bl.a. 130.000 kr. opstartsudgifter, mens 194.000 kr. gik til forsørgelse til Tendai Tagarira, og 104.000 kr. blev brugt på husleje.

Synes du, at Aarhus Kommunes friby skal gøres permanent?

Deltag i debatten her.