Mangelfuld omsorg på plejehjem
I 42 af 49 uanmeldte tilsynsbesøg er der konstateret fejl i plejen, træningen og omsorgen på aarhusianske plejeboligenheder.
De ældre på Aarhus Kommunes plejehjem får ofte ikke den pleje og omsorg, som kommunen ellers har stillet dem i udsigt.
I hvert fald har en ny rapport fra Aarhus Kommune konstateret, at der i 42 af 49 uanmeldte tilsyn i 2011 er konstateret afvigelser i forhold til den kommunale kvalitetsstandard på området.
Det betyder bl.a. mangel på vigtig pleje og omsorg. I seks tilfælde er der konstateret afvigelser i forhold til nødkald. Konsekvensen er, at beboerne ikke har kunnet benytte nødkaldet.
Særlige behov tilsidesat
»Resultaterne i rapporten er dybt bekymrende. Det er ikke acceptabelt, at man tilsidesætter niveauet for plejen af vores ofte mest udsatte og svage borgere,« siger Anne Mette Villadsen, som er gruppeformand for den konservative byrådsgruppe i Aarhus Kommune.
Ifølge statusrapporten har der mange steder været mangel på vurdering af borgernes især mentale funktionsniveau.
Mange steder er der anmodet om en særlig træningsindsats for borgere, som lider af tab af mentale funktioner, men dette er kun meget sjældent i mødekommet af den kommunale visitator, konstaterer rapporten.