Senay Arikans drøm

Vejen til et godt liv i Danmark går gennem uddannelse.

Det mener Senay Arikan, 29 år, som er vokset op i Gellerup som andengenerationsindvandrer.

Hun er datter af tyrkiske forældre, der som analfabeter på egen krop mærkede betydningen af at kunne læse og skrive. For at parrets 10 børn skulle have de bedste muligheder i det danske samfund, blev de ansporet til at følge godt med i skolen og studere.

Adskillige af Senays søskende har derfor fået en videregående uddannelse. Selv har hun læst filosofi og statskundskab på Aarhus Universitet og arbejder i dag som projektleder i Fritidscentret Toveshøj og Gellerup. Desuden er hun medlem af Ny-dansk Ungdomsråd og er formand for foreningen O.N.E. Aarhus.

På den baggrund skal hun på tirsdag deltage i en paneldebat om unges perspektiver, når de er vokset op i et socialt belastet kvarter.

»I Ny-dansk Ungdomsråd taler vi om den nudanske drøm, hvor vi alle er en del af det danske fællesskab og er med til at definere nye dansker-drømme på samme måde, som indholdet i Nudansk Ordbog også kan påvirkes ved, at nye ord optages og integreres i sproget,« fortæller hun, mens hun serverer friskbrygget kaffe fra en stempelkande.

Drengene skal med

»En god drøm er en uddannelse, og her skal vi have drengene med. Piger har nemmere ved at sidde stille og blive undervist end drenge, men det skal gøres klart, at ikke alle behøver at være akademikere og have afsluttet deres uddannelse, inden de bliver 25 år. Der findes alverdens muligheder for beskæftigelse i dette land, og dem skal drengene lære at udnytte.«

I Gellerup, Bispehaven og Hasle er der ifølge Senay Arikan talrige eksempler på velintegrerede beboere, som bidrager til det danske samfund, og som hjælper andre. Dem hører man bare ikke så meget om, forklarer Senay Arikan.

»Der er mange stærke profiler og ressourcestærke unge her i området. De gør det godt, men de er også trætte af at blive vist frem som rollemodeller. De gør deres borgerpligt på andre områder med frivilligt arbejde i foreninger og netværk, og de forsøger at gøre en forskel i det område, de bor i, ved bl.a. at tage sig af nogle af dem, som det ikke går så godt. De tager dem med ud i samfundet og viser dem, at der er noget andet, og at de har muligheder,« fortæller hun.

Senay Arikan drømmer også om et samfund, hvor opsplitningen mellem etniske danskere og indvandrere er mindre. Hun kan derfor ikke skjule, at hun er godt træt af den seneste uges debat efter undersøgelsen ”Ung i 2011”.

Et uheldigt billede

Den konkluderer, at der foregår en omfattende social kontrol af unge med indvandrerbaggrund, når det gælder kærester, ægtefæller og sociale relationer, og at omkring 25 pct. oplever social kontrol i forhold til uddannelse, venner og fritidsaktiviteter.

Senay Arikan mener, at undersøgelsen tegner et uheldigt billede af indvandrerfamilier, og at debatten er alt for sort-hvid.

»I virkeligheden tror jeg ikke, at der er den store forskel på danske familier og indvandrerfamilier. Indvandrerforældre har de samme bekymringer som danske forældre. Der er selvfølgelig nogle andre normer og kulturelle forskelle, og der er nogle nye livsstile, som indvandrerforældre skal forholde sig til, men grundlæggende vil de deres børn det bedste.«

Hendes holdning er klar. Alle forældre bør stille krav til deres børn.

»Det er fint, hvis forældre ikke vil have, at deres børn drikker sig fulde og går i byen om natten. Det er der også mange danske forældre, som ikke ønsker. Jeg tror også, at danske forældre interesserer sig for, hvem deres børn omgås og er kærester med,« siger hun.

Som et moderne, velintegreret menneske har hun heller ikke meget til overs for arrangerede ægteskaber. Efter hendes mening skal unge selv bestemme, hvem de vil giftes med.

»Forældre må selvfølgelig gerne med deres livserfaring anspore deres børn til at finde den rette partner, men de skal ikke finde personen for dem. De skal ikke bestemme, men guide deres børn.«

Integrationen og tilnærmelsen til danske værdier kan efter hendes opfattelse ikke forceres, men vil finde sted gradvist fra generation til generation.

»Tiden vil gøre arbejdet. Jeg tror, at det går galt, hvis staten vil bestemme, hvordan vi skal leve, og hvordan familiemønstre skal være. Ingen bryder sig om at blive belært om, hvordan de skal leve. Det er trættende og har i mange tilfælde den modsatte effekt,« erklærer hun.

Udløser trodsreaktion

»Det gik galt med 24 års-reglen, og pres vil kun udløse en trodsreaktion. Men gennem uddannelse og arbejde vil mange opleve at få selvtilliden og styrken til at finde deres egen vej. Med det netværk, som jeg har opbygget gennem min uddannelse og sidenhen, vil jeg ikke kunne undertrykkes. Uden uddannelse og viden er man nemmere at kontrollere,« mener Senay Arikan.

Efter folkeskolen gik hun i gymnasium og tog en matematisk studentereksamen. Efter et sabbatår var hun ude at rejse og havde efterfølgende en række job. Herefter ventede universitetet.

»Planen var, at jeg skulle læse medicin, men det var ikke min tanke. Og det var ikke social kontrol, men blot udtryk for, at mine forældre ville deres datter det bedste.«

Hun endte med en uddannelse i politisk filosofi og har siden bl.a. arbejdet på Institut for Menneskerettigheder, hvor hun lærte at respektere og udnytte det menneskelige potentiale.

Som så mange andre, der er splittet mellem to kulturer, har Senay Arikan også opfattet sig som både tyrkisk og dansk. Men i 2009 drog hun tre måneder til Tyrkiets største by, Istanbul, og denne rejse blev et vendepunkt for hendes selvopfattelse.

»Her gik det op for mig, at jeg ikke var tyrker, og det blev jeg heller ikke opfattet som af tyrkerne. I deres øjne var jeg europæer, og det kan jeg også godt identificere mig med.«

Føler du dig ikke dansk?

»Jeg opfatter mig mere som aarhusianer end som dansker. Jeg kan slet ikke relatere mig til folk fra Vollsmose eller indvandrermiljøerne i København. Jeg kan heller ikke relatere mig til bandekrigene,« forklarer hun.

Senay Arikan er overbevist om, at vellykket integration skal komme gennem tolerance og respekt for hinanden.

Hun nævner England som et multietnisk samfund, hvor der - trods eksempler på raceuroligheder - stadig er respekt for alle.

»Medborgerskabstanken er høj i England. Grundtanken er, at man accepterer hinandens kultur. Jeg håber og tror på, at vi også herhjemme i fremtiden vil kunne se ud over etnicitet og acceptere hinanden, som vi er.«