Hed debat om gratis morgenmad
Igen en offentlig sutteflaske til borgerne, skriver en læser om Viby Gymnasiums ide om gratis morgenmad.
»Idéen er rigtig god, faktisk så god, at folk burde gøre det pr. automatik, når de står op. Det er som om, at det offentlige eller arbejdspladsen går fra at lægge ansvaret på den enkelte til at stikke en sutteflaske i munden på den enkelte.«
Sådan skriver læser Henrik Jensen fra Middelfart på jpaarhus.dk, efter at avisen i går fortalte om Viby Gymnasiums forsøg med gratis morgenmad til alle elever.
Ideen er at give eleverne noget energi i de mørke måneder, så de får en god start på dagen, og den blev godt modtaget på den første dag, da 75-80 elever mødte frem i tidsrummet kl. 7.20-7.50 og spiste morgenmad.
Ikke alle læsere kan dog se det rimelige i, at et gymnasium skal bruge penge på den slags.
»Intet i denne verden er gratis. Det er bare vi andre, der kommer til at hænge på regningen. Desuden giver det unge den forkvaklede opfattelse, at ting er gratis. Mere end hvad de har i forvejen. Men det vil selvfølgelig være med til at gøre dem til gode slaver af det socialistiske velfærdssamfund,« skriver læser Cas Jacobsen fra Skanderborg.
Rammestyring
Hvortil en anden læser, Thomas Pape i Mårslet, skriver:
»Som intro til et projekt er det o.k., at det er gratis. Efterfølgende kan succesen med projektet være afgørende for, at de unge vælger at ville betale for at spise på skolen eller studiet. De bruger jo i forvejen penge på frokost. Men i forhold til indlæring, motivation og parathed må det være en win-win situation.«
En anden læser påpeger i en mail til redaktionen, at gymnasiets udgift til morgenmad på ca. 30.000 kr. må være sparet et andet sted. Hertil siger rektor Åge Weigelt:
»Som gymnasium er vi rammestyrede, og derfor bestemmer vi selv inden for rammen, hvad vi bruger pengene til. Her har vi valgt at bruge penge på morgenmad, ligesom vi bruger penge eller timer på studieværksted og andre initiativer, der kan fastholde og hjælpe elever i gang.«
Åge Weigelt har indtil videre kun fået positiv respons på ideen.