Uddannelser får sparekniv
VIA University College forventer sparekrav på op mod 181 mio. kr. frem mod 2014. Regeringens sparekrav rammer alle uddannelser. Ministeren afviser, at kvaliteten forringes.
Guldet i Aarhus - uddannelsesmiljøet - blegner.
Årsagen er regeringens sparekniv på det offentlige område, som sidste år skar over 30 mio. kr. af uddannelsesbudgetterne i Aarhus og resten af landet. Det viser en opgørelse fra undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V). Besparelserne fik øjeblikkelig virkning i 2010 med 1 pct. beskæring af de såkaldte taxameter-takster, og sparekravene rammer frem til 2014.
Hos VIA University College blev der skåret 11 mio. kr. af indtægterne sidste år, og forude venter endnu større besparelser.
Rektor Harald Mikkelsen frygter, at Danmarks uddannelser er ved at tabe i konkurrencen med udlandet.
»Med de nuværende prognoser skal vi spare op mod 181 mio. kr. frem til 2014. Det vil ramme kvaliteten af uddannelserne. Vi er med på at effektivisere som det øvrige offentlige område, men det er uacceptabelt, at uddannelserne skal rammes ekstra hårdt. Det vil betyde, at Danmark sakker bagud,« siger han.
S: Dummeste sted at spare
Hos VIA skal der spares på ansættelser, forberedelsestid og ved at lave større undervisningshold.
På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har direktør Jens Otto Kjær Hansen opgjort sparekravet til ca. 10 mio. kr. frem mod 2014. Konsekvensen er større hold og mere fællesundervisning.
Også gymnasier og en stribe andre uddannelsessteder skal spare. Det beklager det østjyske folketingsmedlem Leif Lahn Jensen (S), der har indhentet tallene fra Undervisningsministeriet.
»Vi er enige i, at den offentlige sektor skal effektiviseres så meget som muligt, men uddannelse er vores fremtid, så det er det dummeste sted at spare. Vi risikerer, at andre lande stikker af, hvis vi ikke begynder at fokusere noget mere på uddannelse i stedet for at gå sparevejen,« siger han.
Undervisningsministeren afviser, at regeringen udsulter uddannelserne.
»Man kan sagtens bevare den samme kvalitet i uddannelserne, for vi er fortsat et af de lande i verden, som bruger flest penge på uddannelse. Men alle må bidrage til, at den offentlige sektor kommer til at køre længere på literen,« siger Troels Lund Poulsen.