V58-ejer: Vi beklager
Indehaver af Vestergade 58 beklager, at en ung gæst blev mistænkt for at have taget stoffer. Spillestedet kører en hård linje mod hash og stoffer, og den kurs har også ramt kunstnere, der tog stoffer.
Indehaveren af Vestergade 58 beklager, at den 20-årige Andreas Gram Friedrichsen blev mistænkt for at have taget stoffer
»Hvis vi har lavet en fejl, vil jeg gerne beklage. Vores linje er nul tolerance over for hash og stoffer, og derfor beder vi folk om at gå ud, hvis vi har mistanke om, at de har taget eller solgt stoffer. Og så kan det desværre ske, at vi krænker nogle gæster unødigt. Men det sker yderst sjældent,« siger Ejner Miranda-Dam.
De bedste dørmænd
Han understreger, at stedet gør en dyd ud af at have de rette dørmænd, eller sikkerhedskonsulenter, som de kaldes på V58.
»Vi tager opgaven særdeles alvorligt og sætter en ære i, at vores gæster føler sig trygge og velkomne. Min vurdering er, at vi har nogle af de absolut bedste sikkerhedskonsulenter i byen, som generelt forstår at behandle gæsterne rigtigt godt,« siger Ejner Miranda-Dam, indehaver af Vestergade 58.
Efter at have forelagt beretningen fra Andreas Gram Friedrichsen for de sikkerhedsfolk, som var på arbejde den fredag før påske, er vurderingen fra Ejner Miranda-Dam, at de oplevede situationen en smule anderledes.
»Dørmændene ser ham stå bøjet over vasken på toilettet og får mistanke om, at han kan have taget stoffer, og de beder ham derfor stille og roligt om at gå med ud. Her oplever de, at han bryder helt sammen og opfordrer ham derfor til at tage på skadestuen med en veninde, som også er til stede,» siger Ejner Miranda-Dam.
At dørmændene i første omgang lyser ham i næsen og vurderer, at han har taget stoffer, men senere konstaterer, at han alligevel ikke har taget stoffer, forklarer V58-ejeren således:
»Metoden med at lyse op i næsen kan ikke 100 procent afgøre, om folk har taget stoffer, og derfor kan der ske fejl. Da dørmændene efterfølgende oplever ham bryde sammen, får de opfattelsen af, at det kan være andre ting, der har gjort ham dårlig, og de opfordrer ham derfor til at tage på skadestuen,« siger Ejner Miranda-Dam.
Et populært kultursted
V58 blev genåbnet for et år siden som live- og dj-sted, og stedet har udviklet sig til et populært kultursted for mange forskellige genrer af musik og mange forskellige typer af gæster.
»Vi vil gerne give plads for undergrunden og original musik, og vi lukker alle typer af gæster ind, uanset om de er indianere eller rødhårede. Det giver til tider en udfordring i forhold til at holde hash og stoffer væk, som i nogle miljøer er mere udbredte. Men linjen er nul tolerance, og den gælder over for alle gæster, personale og kunstnere,« siger Ejner Miranda-Dam.
Musikere sendt væk
For at sikre en klar linje har han i enkelte tilfælde også afvist musikere, som i en pause tog stoffer på toilettet. De blev bedt om ikke at spille mere og måtte forlade stedet.
»Der er vi konsekvente, for musikere, der tager stoffer eller hash, sender et helt forkert signal til alle andre,« siger han.