Forskning flyttes til København
Veterinærinstituttets afdeling i Aarhus lukker. Forskning i bl.a. fjerkræ og fiskeri skal fremover ske fra København.
Veterinærinstituttets afdeling i Aarhus skal lukke hurtigst muligt. Blandt de ca. 60 ansatte i Aarhus-afdelingen skal en del afskediges, mens de resterende bliver tilbudt at flytte med til Københavns-området senest i begyndelsen af 2013.
Veterinærinstituttet hører under Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby nord for København. Årsagen til flytningen er et årligt underskud i DTU Veterinærinstituttet på 50-60 mio. kr. Derfor har Veterinærinstituttets ledelse i København sammen med DTU's administration besluttet, at en hurtig flytning af Aarhusafdelingen og på sigt en sammenlægning af instituttet på én lokalitet er den bedste løsning på de økonomiske problemer.
Ny situation
Kristian Møller, der er institutdirektør på DTU Veterinærinstituttet, konstaterede i november 2009 i JP Aarhus, at en afskedigelsesrunde på det tidspunkt ikke var begyndelsen til en lukning af Aarhus-afdelingen.
I dag er situationen en anden, erkender han.
»Det har vist sig at være sværere at få økonomien til at hænge sammen end forventet. Vi kan ikke spare os ud af de økonomiske problemer på instituttet, som rammer resten af DTU. Derfor er vi nødt til både at afskedige i hele organisationen og at samle afdelingerne. Der er mulighed for at få store synergieffekter allerede nu,« fortæller Kristian Møller.
Veterinærinstituttet har fået færre betalingsopgaver for landbruget i de senere år. Opgaverne kan sagtens klares fra Lyngby, siger Kristian Møller.
Vækker forundring i Aarhus
Medarbejderne i Aarhus forstår ikke beslutningen.
»Lukningen i Aarhus vil give store problemer. Vores brugere er især i Jylland, så vi mister store dele af samarbejdet, når forskerne flytter til København. Dertil kommer, at mange medarbejdere formentlig ikke vil flytte med. Flere er allerede begyndt at lede efter andet arbejde. Hvis forskerne forsvinder fra instituttet, forsvinder forskningsmidlerne fra bl.a. EU sammen med dem. Det vil tage år at bygge ekspertisen op igen,« siger en af medarbejderne i Aarhus, seniorforsker Niels Lorenzen, DTU Veterinærinstituttet.
Niels Lorenzen peger samtidig på, at Veterinærinstituttet må regne med et fremtidigt samlet tab på indtægter, idet forskergrupperne i Aarhus gennem en årrække har skaffet betydelige forskningsmidler fra bl.a. EU.
Dyr sammenlægning
Medarbejderne mener, at indtægterne i høj grad hænger sammen med forskerne, som ikke vil være i stand til at flytte med til København.
Veterinærinstituttet er i dag spredt på tre lokaliteter. Ud over afdelingen på Hangøvej i Aarhus Nord, hvor man forsker i sygdomme hos fisk, fjerkræ, vildt og pelsdyr, er der en afdeling i København V og på den isolerede ø Lindholm i Stege Bugt, hvor instituttet arbejder med smitsomme sygdomme blandt pattedyr. De tre afdelinger skal samles i Lyngby om fire-fem år.
Flytningen vil dog i første omgang blive til midlertidige lokaler, og det undrer også de aarhusianske medarbejdere. Det er planen, at Aarhusafdelingen i første omgang skal fordeles i lokaler i København og DTU Campus i Lyngby, indtil en ny bygning er opført i 2015/16.
To flytninger koster
Medarbejderne i Aarhus vurderer, at den midlertidige flytning må forventes at indebære væsentligt flere omkostninger end besparelser.
Alene den midlertidige flytning af fiskeafdelingen forventes ifølge et internt notat at koste 15,8 mio. kr. til midlertidige forsøgs- og laboratoriefaciliteter.
Ledelsen af DTU Veterinærinstituttet garanterer både husdyrproducenter og de veterinære myndigheder, at flytningen ikke påvirker det veterinære beredskab.
»Forskningsarbejdet kan uden problemer flyttes, og samtidig kan langt de fleste opgaver med at lave diagnoser af sygdomsramte dyr klares ved hjælp af posten,« siger Kristian Møller, som endnu ikke ved, hvornår de planlagte afskedigelser og den planlagte lukning i Aarhus bliver gennemført.