Myndigheder lukker bøfhus' udeservering
Bygningsinspektoratet vil uden tøven i samarbejde med kommunens jurister melde det til politiet, hvis Jensen's Bøfhus serverer mad uden for Toldkammer-bygningen.
Myndighederne har med øjeblikkelig virkning lukket udeserveringen på det nyetablerede Jensen's Bøfhus i Toldkammer-bygningen.
Torsdag morgen inspicerede Bygningsinspektoratet for anden gang i denne uge stedet på havnen og konstaterede, at der var udført arbejde, efter at myndighederne havde standset byggeriet, fordi der hverken var givet tilladelse til reklamesøjler, stakit, lysreklamer, flagstænger eller en stor markise.
»Det er meget uelegant at fortsætte med det udvendige arbejde for øjnene af den måbende befolkning i Aarhus,« skriver bygningsinspektør Thomas Brun, Aarhus Kommune, i en mail til Tækker Group, der ejer bygningen og lejer en del af den ud til Jensen's Bøfhus, som står for indretningen.
Som beskrevet i JP Aarhus de seneste dage er Jensen's Bøfhus åbnet uden de nødvendige tilladelser til hverken det indvendige eller udendørs arbejde omkring den historiske og fredede bygning.
Ifølge mailen er toppene af stakittet ved udeserveringen blevet malet og belægningen omkring flagstænger og reklamesøjler repareret. Bygningsinspektoratet slår fast, at arbejdet ikke må udføres, uanset om det er bagatelagtigt eller ej.
Onsdag middag besøgte JP Aarhus restauranten og fik o.k. til at sætte sig udenfor og spise. Her stod borde og stole sat op, og senere på dagen oplyste adm. direktør Jesper Rosener, Jensen's Bøfhus, at det var korrekt, at udeserveringen var åbnet. Naboer har da også onsdag aften kunnet konstatere, at gæster satte sig i det udendørs serveringsareal.
Truer med politianmeldelse
I mailen til Tækker skriver Thomas Brun desuden:
»Anlægget er ulovligt opført. Hvis I begynder at anvende det ulovligt opførte anlæg, er vi nødsaget til umiddelbart at indgive politianmeldelse med henblik på øjeblikkelig standsning af anvendelsen af det ulovlige anlæg.«
I går gik håndværkerne så i gang med at rive en del af konstruktionen til den stor markise ned igen, og Jørn Tækker oplyser, at der ikke vil blive serveret mad på stedet, før tilladelserne er i orden.
»Arealet er lukket, og der er ikke nogen, der kommer til at spise udenfor. Vi er nu ved at lægge sidste hånd på ansøgningerne, og så må vi se, hvad vi får tilladelse til,« siger Jørn Tækker.
Ifølge Thomas Brun er sagen med Jensen's Bøfhus usædvanlig.
»Det er ikke unormalt, at folk tager bygninger i brug, før de har fået en endelig ibrugtagningstilladelse. Men der er langt imellem, at, det sker, før der foreligger en byggetilladelse,« siger Thomas Brun.
Han håber, at budskabet nu er forstået.
»Jeg har en forventning, om at de har forstået det. Jeg har også telefonisk været i kontakt med Tækker Group, og fået den besked, at den har informeret Jensen's Bøfhus om, at det er alvor,« siger han.