Du danske sommer min hilsen tag...

Komponisten Otto Mortensen tilbragte 20 år i Århus, hvor han på sin egen måde blev en stor personlighed. Selv fik jeg et kort glimt af ham i mit første studieår på Musikinstituttet. Mens jeg en dag stod og talte med et par tredjeårs studerende, gik en pæn, ældre, distingveret herre i jakkesæt forbi. Han kunne ligne en ganske almindelig kontormand. Det var Otto Mortensen, oplyste min lidt ældre medstuderende.


Jeg spurgte desorienteret: »Hvem er Otto Mortensen?« »Komponisten til ”Du danske sommer”,« lød svaret.

”Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig…”

Den populære sang om den danske sommer, der er lunefuld og alligevel er det pure guld, har en særlig aktualitet i år. Ikke kun fordi den varslede kanonsommer udeblev, men især fordi melodiens komponist den 18. august ville være fyldt 100 år. Man kan næppe udtale sangens begyndelsesord uden samtidig at fornemme eller nynne den elegant svungne melodiske linie.

Den smukke, naturlige og let flydende melodi blev et varemærke for Otto Mortensen, der havde et naturtalent for at at skrive enkelt og iørefaldende. Hans melodier er lette at lære, men svære at glemme.

En alsidig figur
Otto Mortensen var en alsidig figur i dansk musikliv fra 1930 og et halvt århundrede frem. Foruden at være en af det 20. århundredes fineste vokalkomponister, virkede han som musikpædagog og gjorde musikundervisning for børn samt fællessangen og korsangen til sin hjertesag.

Sin lange, frugtbare karriere afrundede han som lektor ved Musikvidenskabeligt Institut på Aarhus Universitet, og fra 1966 til sin død den 30. august 1986 boede han på Tammerisvej 20 i Risskov.

Opvækst i Aalborg

Otto Jacob Hübertz Mortensen blev født den 18. august 1907 i København, men i 1912 flyttede familien til Aalborg, hvor han fik sin opvækst og skolegang. Moderen var klaverlærer, og hos hende fik han den første musikundervisning. Han lyttede også gerne til regimentsmusikken, som var en af de få muligheder i Aalborg for at opleve koncerter med professionelle musikere, ligesom sangtimerne i skolen optog ham meget.

I gymnasietiden spillede han pauker i et amatørorkester.

Otto Mortensen voksede op med provinsens musikliv, som klart adskilte sig fra det større og mere internationale koncertliv i København. Musikoplevelserne i Aalborg prægede ham dybt, og han bevarede livet igennem en tæt forbindelse til den folkelige musiktradition.

Palestrina som tilskuer
Efter studentereksamen flyttede han til København og blev optaget på konservatoriet hos pianisten Christian Christiansen. Samtidig studerede han teori hos Knud Jeppesen, hvis interesse for renæssancekomponisten Palestrina smittede af på den unge Mortensen.

»Jeg føler det altid som om, at Palestrina ser mig over skulderen, når jeg komponerer,« udtalte han ofte.

Han blev undervist sammen med fløjtenisten Johan Bentzon, hvis søster Inger Christine han giftede sig med i 1929. På konservatoriet fik han kontakt til den nye Folkemusikskole-bevægelse i Tyskland.

Pædagogisk indsats
Han tog afgangseksamen i 1929 og rejste til Berlin for at tage arbejdet på de tyske folkemusikskoler nærmere i øjesyn.

Efter opholdet i Berlin flyttede han med sin familie til København, hvor han engagerede sig i arbejdet med de første danske folkemusikskoler efter den nye tyske model. Han var blandt de første herhjemme, som indførte blokfløjten som pædagogisk instrument i musikundervisningen for børn.

Selv blev han hurtigt en glimrende blokfløjtespiller og udgav i 1932 ”Lille Blokfløjteskole”, der senere udkom i en stærkt udvidet udgave. Mange skolebørn har fået deres første musikalske input gennem Otto Mortensens blokfløjteskole.

Politisk aktivitet
Otto Mortensen var i 1930'erne aktiv på den politiske venstrefløj som medlem af den socialistiske kulturorganisation Clarté og den marxistisk orienterede Monde-gruppe. En tid var han også medlem af kommunistpartiet. Som mange kunstnere og intellektuelle placerede han sig på venstrefløjen i en tid præget af økonomisk depression, høj arbejdsløshed og en voksende, omsiggribende fascisme i Europa.

Som pianist var han bl.a. fast akkompagnatør for Lulu Ziegler, til hvem han skrev den socialrealistiske vise ”Storbyens ensomhed”.

Fra 1937 til 1956 var han opera-repetitør på Det Kongelige Teater.

Musikvidenskaben havde også Otto Mortensens interesse, og i 1956 tog han magisterkonferens ved Københavns Universitet. Det var musikprofessor og rektor Søren Sørensen i Århus, der i 1966 hentede Otto Mortensen til Musikinstituttet på Aarhus Universitet med henblik på at styrke den folkelige del af instituttets profil. Otto Mortensen skulle især varetage opgaver indenfor dansk sang og dansk sangs historie.

Stor gevinst for Århus
Han blev en stor gevinst for det århusianske musikinstitut i kraft af sin faglige dygtighed og autoritet, og han var tilmed en stor personlighed. Mange af hans korværker blev til i disse år, og nogle af dem uropførtes af Musikstuderendes Kammerkor ledet af adjunkt Jesper Jacobsen. Otto Mortensen underviste desuden i teori, bladspil og praktisk klaverspil (brugsklaver) samt i det at skrive kor-arrangementer, og han virkede ved instituttet til han blev pensioneret i 1974.Stilfærdig og venlig Otto Mortensen kunne umiddelbart virke som en stille og noget anonym og lidt ”grå” person.

Han holdt sig konsekvent uden for rampelyset og dominerede aldrig og trådte ikke i karakter udadtil. Der findes også kun ganske få offentliggjorte billeder af ham. Men i en lille sluttet kreds som f.eks. et teorihold kunne han være lun og morsom.

»Han var en meget rolig, venlig og stilfærdig person, måske lidt kølig og distanceret,« fortæller Jesper Jacobsen, der havde et nært samarbejde med ham omkring hans folkevise-udsættelser.

»Han var meget beskeden og førte sig aldrig frem, men foretrak det stille liv sammen med familie og venner. Han koncentrerede sig om arbejdet på instituttet, hvor han var respekteret og afholdt. Han blandede sig aldrig i noget og holdt sig på afstand af studenteroprøret og dets politiske aktiviteter. Alle vidste, at han befandt sig på venstrefløjen, og alle viste, hvad han stod for. Han var klar over sit eget værd, og han blev respekteret for det,«' oplyser Jesper Jacobsen.

Men bag den stille og reserverede fremtoning gemte sig et stærkt, kreativt og fint menneske, der gennem sine dejlige melodier henvendte sig til mange mennesker, som hurtigt gjorde hans sange til folkeeje.

Et andet paradoks er, at han som den dygtige pianist, han var, kun skrev få klaverværker, der alle stammer fra pensionist-tiden i Århus.

Selvlært komponist
Som komponist var Otto Mortensen selvlært og satte klassiske idealer som klarhed, enkelhed og balance højt.

Han har bl.a. komponeret en symfoni, en klaverkoncert, skuespilmusik for Det Kongelige Teater og en række kammermusikværker samt forskellige lejlighedsværker: Sørgekantate ved kong Christian X's død 1947 og Festouverture til indvielsen af Aalborg-hallen 1952.

Men hans talent udfoldede sig bedst indenfor den folkelige sang, og han har i særlig grad bidraget til fornyelsen og vedligeholdelsen af begrebet ”Den danske Sang'”.

Flere af hans melodier fandt hurtigt vej til Højskolesangbogen, og 13 af hans sange er optaget i Højskolesangbogen fra 2006.

Tre af hans salmer til Grundtvig-tekster er optaget i den nye salmebog fra 2003.

Gennembrudssangen ”Du danske sommer” fra 1932 er et godt eksempel på Otto Mortensen som melodiker. Melodien svinger sig let og elegant op på højtonen, hvorefter den hurtigt bevæger sig nedad igen. Otto Mortensen var meget bevidst om, at højtoner kan være ”dræbere” for uskolede sangstemmer. Men anbringes de høje toner på ubetonede stavelser og i et naturligt melodisk flow, virker de mindre afskækkende, hvilket igen gør melodien egnet til fællessang.

Alvorlig tone i melodien
En anderledes alvorlig tone kommer til udtryk i melodien til den norske digter og krigskorrespondent Nordahl Griegs ”Kringsatt av fiender”. Grieg skrev digtet i 1936, kort før han meldte sig som frivillig til Den spanske Borgerkrig og kæmpede på anti-

fascisternes side. Digtet fik fornyet aktualitet i 1952, da Otto Mortensen satte det i musik i en tid, mens Koreakrigen var på sit højeste, og spændingen mellem Sovjet og USA truede med at udvikle sig til en alt-ødelæggende atomkrig.

Den største fjende er de kræfter, der truer freden. Troen på vores liv, på menneskets egen værdi og vores sunde fornuft er de sværd, vi skal kæmpe med.

Otto Mortensens livsholdning lå her helt på linie med Nordahl Griegs. Han betragtede denne sang som sin bedste og mest personlige.

Bøjelig og føjelig
Otto Mortensen var lyriker, som det f.eks. ses i to kærlighedssange med tekst af Christian Winther. Mest kendt er ”Hun er sød, hun er blød”, hvor en luftig valsemelodi skildrer den udkårne som en smuk, yndefuld, sylfide-agtig pige. Melodien er i mol, men svinger over i lys dur ved ”hun er bøjelig og føjelig”, og den får ordene til at danse som svævende fnug.

Mere dunkel er korsatsen ”Til Én”, som har særlig tilknytning til Århus. Dels komponerede Otto Mortensen den i sin Århus-tid, dels skrev Christian Winther digtet omkring 1840 til den unge Julie Lütthans, der var gift med præsten Christian Werliin i Hasle Kirke ved Århus.

Julie Lütthans og Christian Winther havde i flere år en hed, hemmelig korrespondance, som til sidst blev opdaget af den hidsige Christian Werliin, og det kom til et heftigt familiedrama i Hasle præstegård.

Efter en kompliceret skilsmisse giftede Julie sig i 1848 med den romantiske digter.

Alle sangene vidner om Otto Mortensens skarpe sans for at finde ind i stemningen i et digt. Med enkle midler mestrede han at skabe stor kunst i det lille format.