Fortsæt til indhold
Aarhus

SF vil spare konsulenter væk

Der skal luges ud i Århus Kommunes brug af eksterne konsulenter, som får skyhøje timepriser for deres rådgivning.

I stedet skal kommunens dygtige medarbejdere løse opgaverne.

Sådan lyder et spareforslag fra SF, der forventer at kunne høste 10-15 mio. kr. om året ved at nedbringe konsulentbruget med 20 pct. Forslaget skal være med til at reducere Århus Kommunes samlede besparelser på 362 mio. kr. næste år.

»Vi ved, at timeprisen for eksterne ydelser ofte er væsentligt højere, end hvis kommunen selv udfører opgaverne. Vi skal have mest muligt for pengene, og derfor skal vi sikre, at så mange opgaver som muligt gennemføres i kommunens regi, såfremt de nødvendige kompetencer eksisterer,« siger Jan Ravn Christensen (SF), formand for økonomiudvalget, i en pressemeddelelse.

Kræver klarhed

I øjeblikket ved ingen præcist, hvor mange penge kommunen bruger på eksterne konsulenter, men Jan Ravn Christensen vurderer, at der er tale om et stort tocifret millionbeløb. Århus Kommune er i øjeblikket i gang med at lave en opgørelse over forbruget af eksterne konsulenter. SF ser frem til at der kommer klarhed over niveauet.

»Vi tror på, at man kan spare mellem 10 og 15 mio. kr. ved at reducere udgifterne til eksterne konsulentydelser. Det kræver at forbruget gennemgås med en tættekam, og at vi tør prioritere kraftigere i, hvilke opgaver der kræver ekstern bistand,« lyder det fra Jan Ravn Christensen, der mener, at det er alt for dyrt at hyre eksterne konsulentfirmaer til bl.a. at stå for organisationsudvikling, undersøgelser og evalueringer. Han henviser til, at kommunen allerede har mange dygtige ansatte, som kan løse disse opgaver. For at skabe et større overblik over brugen af eksterne konsulenter, vil SF have, at alle afdelinger opgør deres konsulentforbrug på en særskilt konto.

»Vi skal have ryddet op i junglen og skabt klarhed over, hvordan borgernes penge anvendes,« siger Jan Ravn Christensen.