Fortsæt til indhold
Aarhus

Flugtbil fundet udbrændt

Bilen fra det voldsomme røveri mod Danske Banks filial i Lystrup blev torsdag morgen fundet 800 km fra gerningsstedet.

Bilen var totalt udbrændt, da det hollandske politi fandt bilen i en forstad til Amsterdam. Østjyllands Politi har nu indledt et samarbejde med hollandsk politi omkring de tekniske undersøgelser.

Hjælp fra vidner

Med hjælp fra offentligheden har Østjyllands Politi fået klarlagt, at gerningsmændene blev set i Lystrup mandag den 17. august. Her forsøgte de først at veksle en 500 euro-seddel i Sydbank på Lystrupvej. Det lykkedes ikke for dem. Efterfølgende kørte de til Jyske Bank, som ligger overfor Sydbank. Her lykkedes det røverne at få vekslet 500 euro-sedlen.

Ville købe legetøj

Senere på eftermiddagen, klokken 15.40, tog røverne kontakt til et vidne på Kaserneboulevard i Århus. Vidnet ser at de kører i en tysk indregistreret bil, hvorfor hun forventer at de kan tale tysk. De fortæller, at de ikke kan tale tysk, idet de kommer fra Frankrig. På gebrokkent engelsk spørger de efter et sted, hvor de kan købe legetøj.

Politiet søger flere vidner

I den forbindelse søger Østjyllands Politi vidner (personale eller kunder i legetøjsforretninger), som mandag den 17. august 2009 fra kl. 15.40 til lukketid har ekspederet personer, som talte gebrokken engelsk eller fransk og som købte røveribeklædning i form af paryk, bøllehat, solbriller eller muligvis plastikvåben.