Stor butik i midtbyen
Ejeren af Reginabygningen har planer om at bygge om, så Hafnia-arkaden får en butik på 4.000 kvm i stedet for småbutikkerne.
Én kæmpe butik i tre etager skal afløse de nuværende småbutikker i Reginabygningen - i folkemunde Hafnia-arkaden. Den store butik bliver på 4.000 kvm - lidt større end en halv fodboldbane.
Sådan lyder planen fra murermester Hans Lorenzen, som ejer den centrale bygning. Ommøbleringen af de mange kvadratmeter er et forsøg på at genoplive bygningen, efter at den i flere år har stået hensygnende hen.
»Det har aldrig fungeret særligt godt i arkaden. Det kan man ikke sige,« lyder begrundelsen fra Hans Lorenzen, som har hyret arkitektfirmaet C. F. Møller til at står for projektet.
Han har ingen konkret lejer på hånden til butikken, der sammen med herretøjsbutikken Kaufmann skal udgøre butikkerne i bygningen.
Godkendt i Magistraten
Ifølge planloven må der frem til 2013 kun opføres tre kæmpe butikker i centrum af Århus eller aflastningscentrene. Ikea optager med sin kommende udvidelse til 35.000 kvm den ene mulighed. De øvrige to butikker på 2.000-5.000 kvm kan være i city. Århus Kommunes tekniske forvaltning anbefaler at give mulighed for kæmpe-butikken.
Magistraten har godkendt ændringen, som byrådet skal diskutere på torsdag.