Jaloux mand tævede ekskæreste og veninde
En 23-årig mand sparkede i går aftes døren ind til sin ekskærestes lejlighed i Århus og tævede både hende og hendes veninde.
Den 23-årige mand, der er bosat i Tyskland, havde åbenbart et regnskab at gøre op med sin 20-årige ekskæreste.
Sent i går aftes sparkede han døren op til hendes lejlighed i Holbergsgade og overfaldt både ekskæresten og en veninde, der tilfældigvis også var til stede på bopælen.
"Manden var åbenbart jaloux over et eller andet. Han trængte derfor ind i lejligheden og tog kvælertag på både ekskæresten og veninden. Begge kvinder fik desuden en del slag, og veninden blev skubbet kraftigt omkuld," forklarer Claus Danø, der er central vagtleder ved Østjyllands Politi.
Manden er nu sigtet for ulovlig indtrængen og vold, oplyser Claus Danø.