- Opdateret 14/07/2008 kl. 09:19
Voldsom skolebrand i Århus
En brand på Strandskolen i Risskov har medført omfattende skader. Politiet afhører to drenge om branden.
Kort før klokken halv fire i morges fik Østjyllands Politi anmeldelse om en brand på Strandskolen i Risskov.
Flammer og røg havde udviklet sig, og da Århus Brandvæsen ankom havde ilden også fået fat i taget.
"Det var voldsomt, da vi ankom, og vi satte 16 mand ind med det samme. Ilden kunne rigtig få fat i det flade tag og nedhængte lofter," siger indsatsleder ved Århus Brandvæsen, Uffe Fast.
Brandvæsnet fik efter et par timers slukningsarbejde branden under kontrol, men skolen har lidt omfattende skader ved branden.
Brand i knudepunkt
Uffe Fast oplyser, at omkring 200 kvadratmeter af skolebygningerne er brandskadet, mens yderligere 1.000 kvadratmeter har fået røgskader.
"Branden havde bredt sig til et knudepunkt, hvor den kunne udvikle sig i flere forskellige retninger mod både SFO'en og biblioteket. Derfor er gangarealerne svært røgskadede," siger Uffe Fast.
En mellemgang med værksteder og pedelfunktioner er hårdest ramt, men skolebiblioteket og tandklinikken er også blevet udsat for røgskader.
Drenge til afhøring
Branden stammer fra et bål i nogle paller, udendørs borde og en cykel, som var placeret under et halvtag.
Politiet har tilbageholdt to drenge, som var i nærheden af skolen, da den brændte. Drengene er 12 og 17 år gamle, og de bliver her til formiddag afhørt om deres rolle i forbindelse med branden.
Østjyllands Politi vil gerne have oplysninger fra vidner, der har bemærket personer ved Strandskolen i nat. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 87 31 14 48.