Bilisterne blæser på motorvejsbyggeri
Fartgrænserne brydes i stor stil ved motorvejsbyggeri. Arbejderne er utrygge, men de er vant til at være årvågne på jobbet.
Arbejdet med den nye motorvej mellem Skødstrup og Søften er omfattende. Nye vejbaner skal anlægges, omkørsler skal etableres, og broer skal bygges. Det er en krævende proces, der kræver masser af arbejdstimer.
Men det er ikke alle, der er lige gode til at respektere det arbejde, som udføres. I hvert fald er bilisterne ikke særlig hensynsfulde, når de kører på Søftenvej eller på det stykke af motorvej E45, som også er omfattet af det nye motorvejsbyggeri.
Hastigheden er simpelthen for høj, melder de arbejdere, der er i gang med vejarbejdet.
Flere ture op og ned ad Søftenvej i morgentrafikken viser også, at der er hold i den påstand. Kører man med 50 og 60 km/t, som det er tilladt, er der ikke mange biler, der ønsker at køre kortegekørsel med én. Langt de fleste af de biler, der indhentede JP Århus' blå Citroen, da forsøget blev udført torsdag morgen, valgte hurtigt at overhale, hvis de da ikke allerede lå i det yderste spor med en højere hastighed end den tilladte. På en enkelt tur ind mod midtbyen blev vi passeret af hele 38 biler på den godt tre km lange strækning, hvor der er vejarbejde i gang. Blot en enkelt bilist fulgte hastighedsbegrænsningerne og holdt sig bag.
I overhalingsbanen
På en tur ud mod Søften viste en lastbil også, at den sagtens kunne overhale op ad en bakke, da den ikke følte for at følge det tempo, som JP Århus' udsendte lagde for dagen.
Vagn Nordentoft er formand for det sjak af arbejdsmænd, som lægger asfalt på det stykke, der skal være en del af den nye Søftenvej. Sjakkets otte mænd med refleksveste arbejder lige ud til vejen, hvor kun et par kegler markerer den linje, der skiller arbejdspladsen fra trafikken.
»Folk kører for stærkt, og det er næsten alle, der gør det,« fastslår Vagn Nordentoft.
Han har været i branchen i 32 år og mener selv, at han har vænnet sig til det. Men derfor kan han stadig godt blive irriteret over, at folk ikke viser mere hensyn.
»Det har altid været sådan, at folk kører for stærkt. De tænker nok ikke over det, men det burde de. Det er farligt, og jeg tror da, at mange af vores yngre medarbejdere tænker meget over, at jobbet kan indebære en risiko, hvis bilisterne ikke er påpasselige,« siger Vagn Nordentoft.
På spørgsmålet om, hvor meget tid der bruges på at snakke om sikkerhed i sjakket, slår han en mindre latter op og konstaterer tørt: »vi taler vel nærmest ikke om meget andet til tider.«
Han kan også fortælle, at deres asfaltlægger er blevet påkørt flere gange. Det skete også tidligere på ugen.
»Der var lige en lastbil, der kom for tæt på i mandags. Chaufføren kørte bare videre. Han er dog langtfra den første, der har påkørt maskinen. Det har militæret også gjort en gang.«
Manglende respekt
Lidt længere op ad vejen, der nu er blevet til Århusvej, er MT Højgaard i gang med at anlægge en ny bro hen over motorvej E45. Den skal føre den nye Århusvej hen over motorvejen, da det oprindelige stykke af landevejen skal være en del af den motorvej, der skal forbinde Skødstrup med Søften og føre trafikken til og fra Djursland uden om Århus' kerne.
Blandt de arbejdere, der er beskæftiget med projektet, er der også enighed om, at folk generelt ikke respekterer et vejarbejde.
Mens de ærgrer sig over, at almindelige mennesker ikke blot vælger at tage foden lidt væk fra speederen, når de ser et vejarbejde, er de lodret sure over flere lastbilchauffører, der viser grov uagtsomhed, når de passerer vejarbejdet.
»Når lastbilerne nærmer sig den motorvejsbro, som vi er ved at anlægge, måler et apparat, om lastbilen er for høj til at passere. Hvis det er tilfældet, blinker en rød lampe, og en sirene lyder. Det betyder, at lastbilchaufføren skal stoppe og dernæst vurdere, om der er en passende frihøjde. Det er bare ikke alle, der gør det. Nogle af dem fortsætter bare,« fortæller formand Carsten Jensen, der nu er begyndt at registrere synderne.
Frygt for kollision
Han frygter, at der en dag kommer en lastbil, som rammer broen og river alle jerndragerne ned.
»Det vil jo ende helt galt,« uddyber han.
Sikkerhedsansvarlig fra MT Højgaard, Harley Stobberup, er også træt af de mange lastbiler, der blæser på hastighedsbegrænsningerne og advarselstavlerne.
Mens han fortæller om sine oplevelser, kommer en lastbil samtidig kørende mod brobyggeriet. Den kører tydeligvis stærkere end de tilladte 70 km/t, og da den når op bag en bil, der kører korrekt i højre vognbane, tænder lastbilchaufføren det lange lys.
»Det er jo typisk,« siger Harley Stobberup og slår lidt ud med armene.
Han har i de seneste dage arbejdet nede på motorvej E45, hvor en bropille snart skal støbes. Og selv om han står bag betonblokke, kan det være en træls oplevelse at arbejde mellem to motorvejsspor.
»Det er ubehageligt og stressende, da der hele tiden kommer biler susende. Hvis alle kørte lidt langsommere, ville det hjælpe meget, men det er nok svært at få folk til det, selv om det ville være meget rart,« påpeger han.