Mohammed fik 12

Fotograf Anders Find blev mødt af håndtegn og smarte bemærkninger af de ældste drenge på Nordgårdskolen, men en dag fik han lov til at komme bag Mohammed Dirawi. Det vendte op og ned på hans fordomme. Her følger hans personlige beretning.

Artiklens øverste billede
Mohammed Dirawi poserer, hver gang fotograf Anders Find vil tage et foto. Foto: Anders Find

Lyden var ringe, og højttaleren skrattede. Jeg løftede kameraet for at tage et billede af ham. Han lyste op i et stort smil, lavede peacetegnet og udbrød: »Tupac! Han er for vild, ik'? Tag et billede nu, hvor jeg er ligeså "gangsta" som ham.« Det skulle blive én af mange gange, jeg forsøgte at fotografere Mohammed i en naturlig situation – og mislykkedes.

Som fotograf ved jeg, at de bedste billeder typisk kommer, når folk omkring én glemmer, at man er tilstede, og falder tilbage i deres sædvanlige rytme. Deres bevægelser og udtryk bliver mere naturlige, og billederne får et andet udtryk, end hvis de er alt for bevidste om én. Mohammed var altid bevidst om min tilstedeværelse, når jeg mødte ham. Jeg ved, at han ikke gjorde det for at være irriterende. Han gjorde det måske for at drille, eller fordi han troede, at jeg gerne ville have billeder, hvor han havde hiphopattitude og spillede op til kameraet.

PROBLEMET med Mohammed var, at hans attitude over for mig fik de andre drenge til at følge trop. Jeg opgav efterhånden drengene fra de større klasser, fordi de ikke kunne slappe af, når jeg var omkring dem. De skulle hele tiden hævde sig, over for mig og over for hinanden. Jeg prøvede at forklare dem, hvad jeg lavede på Nordgårdskolen, og at jeg gerne ville vise livet derude så nuanceret som muligt – uden peacetegn og håndtegn på alle billeder. Når jeg var kommet igennem til én og han slappede af, kom en anden til, og jeg kunne i øvrigt begynde forfra.

NORDGÅRDSKOLEN er en af de folkeskoler i Danmark, der har været mest i medierne – og oftest med historier om hærværk og lave karakterergennemsnit ved afgangsprøverne. Dette er ikke gået børnenes næser forbi, og svaret på, om man må fotografere dem, er oftest: »I skriver jo alligevel aldrig noget godt, hvorfor skulle vi stille op for dig, når vi sagde nej til den sidste journalist, der var her?«

Forklaringer om, at jeg er fotograf og gerne vil vise livet på skolen nuanceret og balanceret mellem positive og negative stunder, bider ikke på dem. Panseret, de igennem deres skoletid har opbygget over for folk som mig, er for tykt til, at det kan gennembrydes, når de er sammen flere ad gangen. Det er ikke sejt at åbne sig. Man bliver sårbar, over for drillerier og mobning. Tavshed er guld. Hellere være cool og afvisende, så har de andre ikke noget at komme efter. Sådan er det med de store klasser. Modsat er det med de små – de er vilde med at blive fotograferet. For dem er det status at kunne råbe til de andre: »Han tog tre billeder af mig. Han tog kun to af dig – ha!«

MOHAMMED er en stor dreng. Han er ikke så høj, men meget muskuløs og trænet. Hans ansigt er bredt med kortklippet hår, der er ekstra trimmet i sidderne. Han har kasketten omvendt på, siddende på toppen af hovedet, så den ikke skjuler den smarte frisure. Det virker, som om han altid smiler, og at der altid er gang i en fest, hvor han sidder. Det er som regel på gangen, at jeg har mødt ham, når han med nogle af de andre drenge fra niende klasse var blevet sendt ud af klassen eller havde pause.

Hans fysiske fremtoning er det udtalte billede på enhver fordom om en besværlig tosproget elev, som enhver rundt om i landet kan have. Han har "her kommer jeg" attitude og fylder i billedet uanset, hvor han er på skolen. Han er veltalende og irriterende charmerende, når han har rodet sig ud i problemer.

I DISSE DAGE er det syv måneder siden, at jeg første gang kom på Nordgårdskolen. Jeg skulle fotografere til en historie om, at der blev uddelt frugt og grønt til de mindre klasser under ramadanen, for at de ikke skulle gå sukkerkolde midt på dagen på grund af fasten. Siden fotograferede jeg til en serie om livet på skolen, op til at Århus Byråd endeligt skulle beslutte, om Nordgårdskolen skulle lukke efter sommerferien. Den beslutning er alment kendt i dag, og skolen har sidste dag fredag den 27. juni.

SOM AFSLUTNING på min praktiktid på Morgenavisen Jyllands-Posten fik jeg en uge til at fotografere et emne, jeg selv måtte vælge. Jeg ville gerne tilbage til Nordgårdskolen, fordi det var det sted, der igennem min praktiktid er kommet mest ind under huden på mig. Jeg mødte Mohammed som en af de første. Igen på gangen. Han stod med et smørret smil. Det var lidt skævt og en smule genert, men da jeg løftede kameraet, lavede han som alle de andre gange håndtegn.

Jeg tændte af og skældte ham ud. Jeg gad ikke at se på det mere. Det var for meget! Han blev lidt forskrækket. Jeg havde ham på tomandshånd. Fortalte ham, at jeg ikke gad at fotografere ham, når han hele tiden stillede sig an. At de billeder, hvor han skar ansigter og lavede fis, ikke kunne bruges, og at det var respektløst over for det arbejde, jeg lavede på skolen. Han blev stille. For en stund. Jeg spurgte, om vi ikke kunne sætte os et sted, så jeg kunne høre, hvordan det var gået i den seneste tid med eksamener osv. Så begyndte Mohammed at fortælle. En fortælling, der skulle vende op og ned på mit billede af den store dreng. Han åbnede sig – blottede sig. Fortalte blandt meget andet om, at han havde været oppe i dansk.

HER KOMMER hans beretning om en eksamen, som på alle planer, gik op i en højere enhed: »Jeg var den sidste i klassen, der skulle op. Alle andre i klassen havde været inde. Det var gået ret godt for mange. Jeg satte kasketten omvendt på og gik bare ind sådan helt afslappet. Jeg trak nr. 7. Det var en musikvideo med rapperen Ataf Khawaja og sangen "Sommerfugl". Han har også indvandrerforældre som jeg. Jeg fortalte lærerne om, hvad musikken betyder, fordi jeg har lyttet meget til hiphop.

Jeg elsker Tupac. Mange tror, at han bare var en "gangsta", men han var også følsom og skrev om sine inderste følelser. Jeg lytter også til hans lyrics for at forstå ham, og hvad han kommer fra. Alt det kunne jeg bruge til eksamen. Jeg fortalte dem, at Ataf stod på en sort baggrund, fordi han var undertrykt, og at det sorte var alt det dårlige omkring ham. Men han havde en hvid kasket på. Det hvide i alt det sorte repræsenterede håb og kærlighed, ligesom en hvid due, du ved.

"SOMMERFUGL" handler om hans mor. Om at han altid vil være der, som en søn skal være der for sin mor, hvis hun har brug for hjælp. Atafs far slog hans mor, da han voksede op. Teksten handler om, at hun skal sprede sine vinger og flyve væk fra den voldelige mand, og at Ataf vil gøre alt for at hjælpe hende. Sommerfuglen er et symbol. Den vokser fra en puppe og bliver til noget smukt, når den spreder sine vinger.

CENSOR SPURGTE hvorfor der er en pige i videoen med blondt hår og en pige med sort hår. Jeg forklarede ham, at det var for både at kunne ramme indvandrere og danskere med budskabet. Da jeg var færdig ved eksamensbordet, følte jeg, at det var gået godt, men jeg var stadig lidt bange, for man ved jo ikke rigtig. Jeg var på vej ud igennem den hvide dør – ud til de andre – da min lærer, Mikkel, greb mig i skulderen og hev mig ind igen.

De havde ikke rigtig nået at diskutere, hvad jeg skulle have, fordi de åbentbart var enige. Da jeg kom ud til de andre, stod de og ventede i en halvcirkel rundt om døren. Jeg spillede skuespil og lod som om, at jeg var skuffet og ked af det. Jeg var lidt rød i ansigtet, fordi jeg havde tørret mine øjne. Jeg prøvede at trække tiden ud.

De andre råbte og vidste godt, hvordan det var gået. Det var som om, at de kunne se det på mig, selv om jeg ikke havde sagt noget. Jeg smilte til dem og strakte hænderne i vejret og fortalte grinende, at jeg havde fået karakteren 12.

DE SKREG og gav mig både knus og kys. Det var for vildt! Jeg var rigtig glad. Censoren sagde direkte til mig: »Det var perfekt. 12!«, og så var der altså en lille tåre, der løb ned ad min kind.«

anders.find@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.