Da Simonsen mødte krigen

Som ung oplevende Thorkild Simonsen en by, hvor brutalitet og lovløshed betød lig i gaderne. En by, som han 37 år senere blev borgmester for.
Da bomberne sprang kl. 01.15 den 22. februar 1945, var trykket så kraftigt, at det slyngede den 18-årige Thorkild Simonsen ud af sengen. Han løb fra sit klubværelse under taget på fjerde sal i den ejendom, der ligger på hjørnet af Guldsmedgade og Klostertorv.

Ruderne i ejendommen var blæst ind, men det var intet at regne for det syn, der mødte ham nede på gaden.

Gerningsmænd havde bragt bomber til sprængning i nummer 3, 5, 7 og 9 og husene var nu omspændt af flammer. På den anden side af gaden, var nummer 10-16 også blevet terrormål.

Der var bl.a. brugt fosforbomber. Røgen herfra føltes kvælende, og den brændende fosfor løb ned ad Guldsmedgade mod Lille Torv. Det gjorde slukningsarbejdet vanskeligt, og på et tidspunkt truede brandene med at tage hele Latinerkvarteret med sig.

Thorkild Simonsen var den første på gaden. Og dog. Da han løb ud på Klostertorv begyndte en tysk soldat, der hidtil havde fotograferet terrorangrebet, at skyde.

»Nu er det slut,« nåede Thorkild Simonsen at tænke.

Flere kom ilende til Guldsmedgade. Beboerne, der fortrinsvis var ældre mennesker, hang ud af vinduerne i et desperat forsøg på at undgå flammerne, der åd sig ind i deres lejligheder.



To unge kvinder stod i et vindue på den øverste etage ud mod Klostergade. Deres skrig havde fået en mand op til gesimsen for at redde de desperate kvinder.

Men inden hans hånd nåede de to, sprang de. De blev to af de i alt syv dødsofre den nat i Århus, hvor også flere ejendomme i Nørregade samt Clemens Bro og Aarhus Teater bliver udsat for angreb.

I Paradisgade blev der indrettet et nødlazaret, hvorfra ambulancerne i pendulfart kunne fragte døde og kvæstede til Århus Kommunehospital.

Går man en tur i Guldsmedgade i dag, vil man opdage, at tre bygninger i skiller sig ud fra de øvrige. Der lå de huse, som efter mange dages brand blev forvandlet til ruiner. Det er i nummer 27, hvor bl.a. osteforretningen Grand Fromage hører til, det nuværende Føtex og heroverfor glasbyggeriet, som senest har rummet en isenkræmmerforretning.


Det var Peter-grupPEN, der stod bag angrebene. Gruppen bestod bl.a. af århusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen

Peter-gruppen var oprettet direkte efter ordre fra Tyskland, og-gruppens chef, Horst Poul Issel, var i byen netop den 22. februar for at møde de lokale ledere af Peter-gruppen og Gestapo. Det var angiveligt for at imponere Issel, at de mange angreb blev foretaget denne nat. Ejendommene i Guldsmedgade var udvalgt, fordi de alle var ejet af den samme jøde.

Efter krigens afslutning få måneder senere skulle det vise sig, at flere af Peter-gruppens medlemmer var fra Thorkild Simonsens hjemegn. Nogle han kendte, inden krigen brød ud.

Thorkild Simonsen kom til Århus den 4. januar 1945. Samarbejdspolitikken var slut, og det danske politi var deporteret.


Brutaliteten i byen overraskede den unge Simonsen, der ved krigens begyndelse stadig boede hjemme hos forældrene i Sdr. Rubjerg i Vendsyssel. Her var alting nemmere at gennemskue. Man vidste hvilke bønder, der leverede mælk til tyskerne, og hvem der nægtede. Man vidste hvilken side folk tilhørte.

I Århus var der anderledes.

»Jeg var ny i byen, og vidste ikke hvem, man skulle passe på. I begyndelsen boede jeg på et pensionat, også i Guldsmedgade, men jeg fik hurtigt på fornemmelsen, at det var hjemsted for nazi-sympatisører. Så flyttede jeg til nummer 1 i stedet,« husker Thorkild Simonsen.

Den generelle mistro og skepsis over for fremmende kom til at påvirke Thorkild Simonsens første periode i byen. På teknisk skole var der klassekammerater, som han ikke talte med, alene på grund af mistanken om, at de havde sympati for de forkerte - tyskerne.

Det gjorde det svært at etablere en omgangskreds. Dagene gik derfor med timerne på teknisk skole, de daglige måltider hos KFUM i Klostergade og læsning på loftsværelset.



De daglige ture til teknisk skole, som dengang lå ved Tietgens Plads, foregik til fods. Sporvognenes remise var blevet bombet og sammen med manglen på olie, havde det lammet den offentlige trafik.

Allerede kort tid ind i krigen blev gummi en mangelvare, og cykelslangerne forsvandt. Forsøg med at binde klude på cykelhjulene i stedet gjorde en tur på to hjul til en ubekvem affære.

Men det skulle vise sig, at det ikke var transportformen, der var det største problem på skolevejen.

Gestapo holdt bl.a. til i Aarhus Oliefabriks hovedkontor i M.P. Bruuns Gade. Ligesom den gamle politistation ved Århus Domkirke dannede bygningerne rammen om forhør og tortur af danske modstandsfolk

Det gjorde M.P. Bruuns Gade til et livsfarligt område. For det skete ofte, at tyskerne fra små kighuller i bygningen åbnede ild mod handelsgaden, så kugler føg om ørerne på folk, bl.a. Thorkild Simonsen.

Derfor måtte man finde andre veje. Men sikkert var det aldrig. En af de ubevæbnede kommunale vagter, der efter politiets deportation, skulle opretholde ro og orden i byen, blev f.eks.kudt foran Magasins udstillingsvindue mod Lille Torv. Der blev sprængt bomber ved rådhuset og dertil kom modstandsfolks drab på tyskervenlige danskere.

»Omtrent hver dag skete der nye likvideringer eller schalburgtager. Men jeg er ikke sikker på, at jeg dengang opdagede hvor farligt det hele var, og hvor trist det hele var. Jeg var en af dem, der hele tiden troede på, at tyskerne ville kapitulere. Det har nok været min trøst, at jeg har været ret kold over for det farlige,« forklarer Thorkild Simonsen.

I hvert fald flyttede han, trods mange advarsler, tilbage til klubværelse i Guldsmedgade 1. Der var sat nye vinduer i og varmen var kommet tilbage. Alligevel var Thorkild Simonsen den eneste beboer i hele ejendommen.

»Jeg tænkte, at hvis bygningen én gang har været udsat for et angreb, så sker det nok ikke igen,« fortæller han.

Men blot 20 dage efter, at den nu udlærte maler flyttede ud af bygningen for at vende tilbage til Vendsyssel, blev en restaurant i stueetagen udsat for et terrorangreb. Det er her, man i dag finder restauranten Pizza Hut.


Et par måneder efter Befrielsen vendte Thorkild Simonsen tilbage til Århus. Gensynet med byen blev mødet med realismen.

»Det er vel egentlig først der, det gik op for mig, hvor slemt det hele havde været,« vurderer han i dag.

I flere dage fulgte Thorkild Simonsen retssagerne mod nazi-sympatisører, stikkere og terrorister i byretten.

Der var dog to retssager, som han gik glip af.

Den ene var mod Grethe Bartram, en af Besættelsens mest berygtede håndlangere. I sin egenskab af nøgenmodel for kunstnere havde hun sin gang i den intellektuelle kreds, der omfattede flere modstandsfolk. De oplysninger, hun fik her, blev givet direkte videre til Gestapo. To gange undgik hun at blive likvideret. Efter Befrielsen fik hun en dødsdom, der senere blev ændret til livsvarigt fængsel. I 1956 blev hun løsladt og flyttede derefter til Sverige.

»Det var interessant at følge, hvordan man straffede folk, der have opført sig så unationalt, og det kunne have været spændende at overvære sagen mod Grethe Bartram. Man siger, hun lever endnu,« siger Thorkild Simonsen.


Den anden sag, som Thorkild Simonsen gerne ville have fulgt, var mod Bothildsen Nielsen, massemorderen, der var en af mændene bag angrebet mod Guldsmedgade. Bothildsen Nielsen var maler som Simonsen selv. Men det tætteste Thorkil Simonsen er kommet på ham, var da han skulle male en stue hos arkitekt C.F. Møller. Den var forrige gang malet af netop Bothildsen Nielsen.

Kaj Henning Bothildsen Nielsen blev dømt til døden, og han blev henrettet på Christianshavn den 9. maj 1947.

De fem besættelsesår kom til at præge Århus mange år efter Befrielsen.

Bl.a. var kulturlivet dødt, men Svend Unmack Larsen, borgmester fra 1945 til 1958, formåede at samle især ungdommen om arbejdet med at puste liv i byen igen, og lavede planer for hvordan byen skulle udvikles.

Thorkild Simonsen opgav malerfaget og blev i 1953 lærer fra Ribe Seminarium, hvorefter han vendte tilbage til Århus for at blive lærer. Fra 1964 til 1970 var han skoleinspektør på Brobjergskolen. På trods af sit hidtil relativt løse forhold til byen, lykkedes det ham alligevel at blive valgt til Århus Byråd i 1966. Opholdet under krigen er en af forklaringerne, mener han.

»Det var ikke velset i de socialdemokratiske kredse i byen, at andre end bysbørn involverede sig i lokalpolitik. Men at jeg kendte til byen fra besættelsestiden, tror jeg var en formildende omstændighed,« siger han, mens han i Guldsmedgade fortæller om bomberne den februar-nat i 1945.

Hvorfor skal vi huske Besættelsen i dag?

»Hvis man skal lære en ting af Besættelsen, så er det, at man skal stå mere fast på sit. Alt for mange almindelige danskere hjalp tyskerne på den ene eller anden måde. Påstanden om, at omtrent alle danskere tilhørte modstandsbevægelsen, er forkert. I virkeligheden kan vi takke meget få, virkelige modstandsfolk for, at vi også i efterkrigstiden blev accepteret af de allierede, og at de hjalp os videre. Vi skal tro på det, vi er, og vi skal holde på hvad der er ret, og hvad der er forkert.«