Mørkelægning og mangelvarer

Mørklægning er normalt det første ord, ældre mennesker nævner, når man spørger, hvad de husker fra dagligdagen under Besættelsen.

Den 9. april blev dagen, da »lysene gik ud«.

Byerne skulle mørklægges, så eventuelle fjendtlige fly ikke kunne orientere sig så let. Kravet til mørklægning var noget, tyskerne fra den første dag lagde stor vægt på. Der blev ført kontrol og var der lys at se fra gaden, kunne der forventes besøg.

Vinduer skulle dækkes med mørkt klæde eller papir. Det siger sig selv, at gadebelysning og neonreklamer også forsvandt. Alt det medførte, at det blev vanskeligt at orientere sig i trafikken. På fortovskanter blev der malet hvide striber, der skulle hjælpe med orienteringen, og foretagsomme drenge tilbød at male bagskærmen på cyklerne hvide. For fodgængerne tjente det samme formål at bære hvide gamacher over anklerne.

Det næste, folk husker, er rationeringsmærkerne. De første rationeringer blev indført allerede i efteråret 1939, da tyskerne angreb Polen, men i løbet at krigen blev stadig flere varer rationerede.

Målet for regeringen var naturligvis at sikre, at alle kunne få nødvendige levnedsmidler samt at holde priserne i ro. Knaphed på varer måtte ikke føre til urimelige prisstigninger. Rationeringsmærker blev midlet, der skulle styre vareforsyningen. At de så i sig selv blev en handelsvare, var et udtryk for varernes bevægelighed og den menneskelige opfindsomhed.

Mad i en krisetid

Landets husmødre fik mange gode råd i løbet af krigen. Ganske som i dag blev der udgivet en strøm af bøger med opskrifter og gode råd. Mad i en Mærketid eller Krisemad og Sparekogebog var et par af de bekendte titler.

I avisernes spalter kunne der også findes gode råd til, hvordan familien dagligt kunne sikre sig et måltid mad, der indeholdt den rigtige ernæring og vitamintilskud. Der var blevet stadig mere nødvendigt, da en række varer efterhånden blev afløst af erstatningsprodukter.

For at undgå, at producenterne udnyttede situationen, blev der vedtaget en maksimalprisordning, og i kommunerne blev der nedsat såkaldte prisnævn eller prisudvalg. De havde til opgave at opsøge butikker og udsalg og studere varerne og ikke mindst måle og veje for at sikre, at forbrugerne fik det, de betalte for. Der blev i de år vejet mange pølser og franskbrød af den senere rådhusforvalter i Århus, Tage Nielsen, der var sekretær i Prisnævnet.

Et var at blive snydt på vægten, værre var det måske, hvis en knaphedssituation fik slagteren til at overtræde maksimalprisbestemmelserne eller tilsætte ringere varer til det hakkede. H

vad var Folkeleverpostej?

Blev opskriften overholdt?

De, der boede i villa eller havde kolonihave havde det lettere end den del af befolkningen, der måtte købe alt. Det blev derfor populært at sylte og henkoge, og syltet og henkogt blev der: Gulerodsmarmelade blev en populær artikel sammen med mad fremstillet af bønner, stikkelsbær og meget mere. Alt kunne forvandles til pålæg, da det kunne være endog meget svært at skaffe kødpålæg.

Mangel skabte nye varer

Blandingsprodukter blev en stadig mere almindelig del af hverdagen. Det mest velkendte eksempel er vel nok sæben, der blev tilsat forskellige midler for at strække. Ofte var det ler. Bekendt er også erstatningsprodukterne for margarine og smør.

De nye produkter fik navne, der kunne vække minder om den ægte vare sådan som Smørin eller Smørena. Sidstnævnte blev solgt i poser som pulvere, der skulle blandes med smør eller margarine for at strække.

Syntetisk peber var også en interessant artikel, fremstillet som det var af dansk peberrod og paprika fra Ungarn. Kaffen husker mange selvfølgelig også. Det blev hurtigt umuligt at købe ægte bønner.

I stedet tilbød det danske landbrug råvarer af bedste kvalitet: Cikorierødder eller andet godt. V

aremærkerne Richs og Danmarks blev kendt af enhver husmoder, men der florerede også andre opskrifter, baseret på lupinfrø, agern eller dadelkerner.

Opfindsomheden var stor. Var produkterne brændt hårdt nok, så blev farven som rigtig kaffe. Foretrak man te, så var der tilbud på ægte Dansk Hybente Sammen med kaffen forsvandt også den franske rødvin.

Dansk frugtvin frembragt på æbler, kirsebær, måske tilsat solbær eller stikkelsbær trådte i stedet. Dansk Frugtvin blev et nyt varemærke. For mange var det naturligvis et problem, at alkoholprocenten måtte sættes ned, da sukkeret var rationeret. Navnet var nu godt nok: Moulin Royal hed et af produkterne, der yderligere fastslog, at vinen »havde kraft og fylde.«

Rygerne havde et selvforskyldt problem. De havde rig lejlighed til at ophøre med deres last, da de ægte tobaksvarer forsvandt. Mange gjorde det ikke og måtte i stedet tage til takke med danskdyrket tobak. For at strække de danske tobaksblade fra Sydfyn blev der lejlighedsvis tilsat hakket grønkål, kirsebærblade eller æbleblade, alt for at skabe den rigtige flavour.

Den daglige beklædning

Ét var fødevarer, noget andet var den daglige beklædning. Heller ikke de sædvanlige klædevarer, der ofte kom fra England, kunne fabrikanterne importere. Løsningen var igen syntetiske varer, måske fra Tyskland eller helt nye danske produkter.

Brændenælder indgik i det det nye begreb maksimaltøj sammen med hør, lidt opkradset bomuld eller uld for slet ikke at glemme tidens helt nye produkt: celluld.

På tøjstativerne så tøjet pænt ud. Solgt blev det da også. Men, så snart det havde været vådt, så krøllede det, og så blev der ikke mindst klaget over, at det krøb og kradsede.

Løsningen blev derfor noget helt andet, som opfindsomme borgere fandt på: Vend klædeskabet, som det populært blev sagt. Mange havde tøj hængende, som de ikke havde brugt i årevis. Det kunne nu komme til ny værdighed. Enten hos en selv eller måske hos en anden. Der var penge i brugt tøj af førkrigskvalitet. Meget fik nyt liv, og det gav beskæftigelse til mange. Avisannoncerne fra den tid er en oplevelse i sig selv.

»De får en god pris for virkelig gode ting, og så giver vi andre en håndsrækning i en vanskelig tid,« som det blev sagt.

Fodtøj voldte naturligvis også vanskeligheder. Læder var blevet en alvorlig mangelvare. Det blev brugt til militærets mange støvler. Også her var opfindsomheden stor. Danmark var vel en fiskerination, så hvorfor ikke forsøge sig med fiskeskind. Det gjorde man så, og særlig populært og brugbart viste rødspætteskind sig at være. De kunne farves i skrappe farver som rødt, gult eller grønt.

Olie og benzin slap op

Olie og benzin var allerede blevet rationeret i efteråret 1939, og meget hurtigt under Besættelsen blev det en umulig artikel at købe for den almindelige borger. De fleste biler blev klodset op til bedre tider.

Nogle kunne ikke undvære bilen, hvorfor den blev forsynet med en generator, der lignede en stor kakkelovn, der blev anbragt bag på bilen. Dér blev der fyret med brændsel, der udviklede gas, der fik motoren til at fungere. Klodset så det ud, men det fungerede trods alt. Sådan så den kollektive trafik også ud. En del af byens trambusser fik en lille anhænger sat bag på bussen, så der var plads til kakkelovnen.

Sporvognene fungerede så længe, de kunne få strøm fra det offentlige elværk. Det fungerede stort set frem til 22. august 1944. Schalburgtage ødelagde da sporvognsremisen, og alle byens sporvogne og bivogne blev flammernes bytte.

Den kollektive transport var sat ud af drift. Herefter var der cyklerne tilbage. Det var sådan set også godt nok, hvis der blot ikke lige havde været det problem: Det var uhyre vanskeligt at skaffe gummi og dermed cykelslanger og dæk.

De blev en virkelig mangelvare, der måske kunne skaffes på den sorte børs i førkrigskvalitet. Cykeldæk- og slanger blev en sådan mangelvare, at cykler ikke kunne efterlades uden opsyn. Resultatet blev, at stadig flere bumpede af sted på en fælg, der var udstyret med tovværk, gummistumper og klude. Behageligt var det ikke, men dagligdagen fortsatte.

Råvarer blev genbrugt

Alt kunne genbruges, hed det, så det slogan blev sat i system af LAB. Bag forkortelsen lå navnet på en ny organisation: L andsforeningen til A rbejdsløshedens B ekæmpelse. Organisationen var stiftet i 1939, men oplevede for alvor sin storhedstid under Besættelsen.

Under mottoet "Til kamp mod spild", satte den en effektiv spildindsamling i værk. Spildmændene, som de hed, var alle tidligere ledige, der blev udstyret med en cykel og en anhænger på to hjul. Her havde de en spand, hvor de hentede det sorterede spild hos husmødrene, der forinden havde sorteret det daglige husaffald. Snart blev indsatsen også udvidet til tørspild: Blik, jern, træ, sækkelærred og meget mere.

Alt kunne bruges. Vådspild gik til opfedning af svin, mens tørspild vendte tilbage til industrien. Alt blev indsamlet, herunder »afredt hår samt hundehår«, som det kunne læses på den plakat, der blev uddelt til husmødrene. Her blev husmødrene også instrueret om, at glas, fiskeben, sildelage og saltlage samt bly, metaldele og barberblade var GIFT FOR EN GRIS. Det blev fremhævet med store typer.

Tvivlsomme varmekilder

Besættelsesårene er kendt for de særlig kolde vintre. Mange husker derfor også de kolde stuer. Knaphed på brændsel betød, at der blev skruet ned for fjernvarmen og lagt loft over, hvor varmt man måtte have det i stuerne.

Kakkelovnene var endnu den vigtigste varmekilde i mange hjem. Kul og koks blev det stadig sværere at få fat i, hvorfor andre varmekilder blev en del af dagligdagen. Kunne der skaffes træ som brændsel, var det godt, men også det blev besværligt, og i stedet blev det fra tørv, man måtte hente varmen. Tørv fra moserne og ofte af tvivlsom kvalitet: måske for våde eller fyldt med for meget sand.

Resultatet blev naturligvis en noget tvivlsom varme. Værre var det, at det efterlod løbesod, som det blev næsten umuligt at slippe af med igen også efter at tilværelsen var blevet mere normal efter 1945.

Lugten af løbesod, hang i stuerne i mange år. Gas til madlavning kneb det også med. Det blev rationeret. Hver enkelt husstand skulle dagligt aflæse sit gasforbrug. Overskridelser af den tildelte ration blev straffet.

Måske blev der lukket for gassen i en kortere eller længere periode. Resultatet blev, at opfindsomme mennesker anskaffede eller lavede et lille komfur, der måske blev anbragt på altanen eller i køkkenet med en skorsten ud af vinduet. Her kunne der laves mad, når der ikke længere var gas nok til den ønskede madlavning.

Underholdning med handicap

Det var på mange måder en mærkelig tid. I årene fra 1940 frem til august 1943 forløb livet i byen forholdsvis fredeligt. Tyskere og danskere levede ved siden af hinanden i dagligdagen.

Når soldaterne havde fri, gik de på restaurant eller i biografen ganske som byens borgere. De kunne endog sidde ved siden af hinanden og se de samme film. I mørket kunne det være nærliggende at buhe af en af de tyske forfilm, ofte en ugerevy, der viste tyskernes fortræffeligheder på slagmarkerne.

I fællesskab så man "En hustrus moral" eller "Når læger fristes" eller måske "Lev livet let" med Stig Lommer. Biograferne var en del af dagligdagen, en vigtig del. Da spændingerne voksede, benyttede tyskerne det da også som et våben mod befolkningen: Biografforbud.

At det også ramte besættelsesmagtens egne folk, er en anden sag. Også Aarhus Teater og Vennelyst Teatret spillede under krigen. Et fælles problem var luftalarmer under forestillingerne. I programmerne var der derfor indrykket en annonce, der fortalte, hvordan tilskuerne skulle forholde sig i tilfælde af sådanne. Besværligt var det, men livet gik trods alt videre.

Vennelyst blev ganske vist schalburgteret og ødelagt, Århus Teater blev ligeledes udsat for ødelæggelser, men forlystelseslivet fortsatte stort set krigen igennem.

Den lovløse tid

Byens politi fungerede helt frem til 19. september 1944. Pludselig blev det arresteret og interneret på en af byens kaserner, inden ca. 100 mand blev sendt til Tyskland. Lovløsheden lod ikke vente på sig. Tyveri og vold florerede i en sådan grad, at det næsten er uforståeligt. I et forsøg på at hindre det rene anarki eller at tyskerne overtog ansvaret for ro og orden på gaderne indførtes det såkaldte civile politi, også benævnt Byvagten.

Det var et kommunalt politi, der refererede direkte til borgmesteren. Det blev skabt på et tidspunkt, hvor modsætningerne mellem den danske befolkning, modstandsbevægelsen og tyskerne blev stadig stærkere. Sabotage og schalburgtagehandlinger hørte næsten til dagens orden. Tyske håndlangere blev likvideret, og tyskerne svarede igen med clearingmord på danske borgere.

Alt det skulle Byvagten søge at dæmme op for. Selvfølgelig kunne folkene ikke forhindre de voldsomme begivenheder, men de mødte op og optog rapport, der siden kunne danne grundlag for efterforskning.

Der er næppe tvivl om, at Byvagten tog parti og i mange tilfælde var med til at dække over modstandsbevægelsens aktioner. Dagligt skulle folkene rapportere til borgmesteren, der på den måde havde en præcis føling med, hvordan begivenhederne eskalerede fra efteråret 1944 frem til Befrielsen 5. maj 1945.