Santa Lucia
Luciadag. Lyset bæres frem af unge piger med kranse af lys i håret. Smukt ser det ud. På plejehjem og hospitaler finder optogene vej, og sådan har det været i Danmark siden 1944. Men bagved den hyggelige tradition gemmer der sig også barske fortællinger om jomfruen Lucia, der brændes på bålet, og om nonnen Lucia, der stikker sine øjne ud. Den første historie tager sin begyndelse i år 304 efter Jesu fødsel. Vi har samlet fortællingerne om død, kærlighed og skønhedskonkurrencer.
Santa Lucia Dag
Santa Lucia betragtes som en slags Lysets Helgeninde.
Lucia kommer af lux, som betyder lys, og når det er Santa Lucias dag den 13. december, hænger det sammen med, at man i den oprindelige Julianske Kalender havde beregnet sig frem til, at solhverv lå omkring den 13. december. Natten mellem den 12. og den 13. december var i næsten 500 år anset for at være årets længste nat, og den 13. december markerede dermed den dag, lyset vender tilbage.
Men i 1700-tallet regnede man lidt på det og indså, at man havde talt forkert. Kalenderen blev reformeret, og solhverv blev rykket frem til den dato, vi kender i dag, den 21. december.
Men den 13. december er stadig Santa Lucias dag.
Den kristne jomfrus martyrdød
Den oprindelige Luciahistorie er historien om en purung pige, der led martyrdøden på grund af sin kristne tro:
Året er 304 efter Jesu fødsel. Vi befinder os i
Siracusa på Sicilien.
Der er endnu ti år til romerne får kristendom som statsreligion, og kristen er ikke noget heldigt prædikat at have siddende på sig. Hælder man til den kristne tro i stedet for at være hedning, som romerne er på det tidspunkt, går man stille med det.
I Siracusa på Sicilien bor den unge pige Lucia, som er af fornem byrd.
Hendes mor har været alvorligt syg, men er ved et mirakel blevet helbredt ved Den Hellige Agathes Grav i Catania, og i taknemlighed har Lucia lovet at leve som jomfru hele sit liv.
Hun beder sin mor om at få udbetalt den medgift, der skulle være fulgt med hende, når hun skulle giftes, og den skænker hun til de fattige sicilianere.
Men den purunge pige er forlovet med en ung mand, og da han ser både sin tilkommende og hendes medgift forsvinde, bliver han rasende, og angiver hende for kristendom til den romerske statholder.
Præfekten befaler, at den unge pige skal anbringes i et skøgehus, men end ikke 1000 stærke mænd, trækokser eller troldfolk kan slæbe den unge pige derhen.
Så smører man hende ind i harpiks, beg og olie, og brænde bliver stablet op omkring hende.
Men selv da flammerne kærtegner hendes unge krop, fastholder hun sin uskyld, og ilden bider ikke på hende.
Til sidst gennemborer man hende med et sværd, og slår hende på den måde ihjel.
Men Lucia aflagde sig aldrig sin kristendom, og blev 200 år efter sin martyrdød ophøjet til helgeninde af den romerske kirke. Hun blev Santa Lucia, og den 13. december er hendes mindedag i den katolske kirke i dag.
Kærlighed gør blind Ð Lucias smukke øjne
1000 år senere - ca. i 1300-tallet fortælles om en anden Lucia.
Det er historien om en ung nonne, der har de smukkeste øjne, man har set. En hedensk fyrste begærer hende for hendes øjnes skyld, så hun river øjnene ud og giver ham dem på et fad, og da han ser det, bliver han omvendt til kristen. Hun beder til Gud og får et par nye øjne, som er endnu smukkere. Smukkere end Jomfru Marias, fortæller legenden.
Hun påkaldes endnu i begyndelsen af dette århundrede mod øjensygdomme.
Nordiske jomfruer møder deres tilkommende
En nordisk folketradition fortæller, at unge jomfruer på Lucianat kunne se deres tilkommende i spejlet, hvis de holdt to lys op foran og fremsagde en bestemt remse:
Lucia du blide
skal fly mig at vide,
hvis dug jeg skal brede,
hvis seng jeg skal rede,
hvis kæreste jeg skal være,
hvis barn jeg skal bære,
hvis arm jeg skal sove i.
Den medieskabte Luciabrud
Den Luciatradition, man kender i Danmark i dag, har sit udgangspunkt i en svensk folketradition, der i store træk var medieskabt.
Ganske vist var der allerede i midten af 1700-tallet i Sverige en tradition for, at en hvidklædt engel med lys i en krans om håret gik rundt den nat og delte gode sager ud, og i løbet af 1800-tallet bredte traditionen sig langsomt fra de bedre hjem til foreninger. Men først da svenske afholdsforeninger omkring 1920 tog skikken op, bredte den sig til hele Sverige.
I 1927 fik en journalist ved Stockholms Dagblad den idé, at man kunne arrangere Luciaoptog i hovedstadens gader. Der skulle findes en Luciabrud, som naturligvis skulle matche folks billede af en lyshåret engel, så derfor tog udvælgelsen form som en skønhedskonkurrence.
Først næsten 20 år senere arrangerede det danske ugeblad Week-End en lignende begivenhed, hvor læserne af ugebladet skulle stemme om, hvem
der skulle være Luciabrud, og i årene efter Anden Verdenskrig spredtes traditionen til foreninger,
skoler, plejehjem og hospitaler, som man kender det i dag.