Jagten på respekt

En sød duft af mandeparfume blandes med duften af nybagt pizza. En mørk-lødet mand træder ud af forretningens baglokale og rækker hånden frem til hilsen. Hans krop er tæt og veltrænet, øjnene er skarpe og næsen kraftig. Det kulsorte hår er kortklippet. En flot mand. Men også en grov mand, viser det sig senere, da vi sidder på Café Bizarro på Holmbladsgade i hjertet af Amager.

»At slås er ligeså normalt for mig, som det at skrive er for dig,« konstaterer Dennis tørt.

32-årige Dennis Lawz Badauie er indvandrer fra Libanon. Til daglig driver han Amager Bio's Grill på Amagerbrogade. Når han ikke langer sharwarmaer over disken, strammer han baller og løfter jern i en fitness klub på Islands Brygge for at komme i topform til danmarksmesterskaberne i bodybuilding.

Dennis Badauie har en fortid som bokser, gartner, stripteasedanser og sælger. Derudover har han været i fængsel fem gange og afsonet domme for vold. Sidste gang var for to år siden.

»Det var en halvfed, to meter høj dansker, der kaldte min ex-kone for en luder. Han ville bare slås,« fortæller Dennis Badauie, der i kampens hede brækkede mandens ene knæ, et par ribben og slog syv tænder ud på ham.

Selv slap han uden ar, men fik til gengæld to måneder i spjældet. Retten mente, at Dennis Bandauie var unødvendig grov over for manden, men ifølge ham selv var det selvforsvar:

»Man skal ikke afprøve mine grænser. Jeg er ikke en person der lægger mig ned, og jeg vil heller ikke på sygehuset, så når folk angriber mig, forsvarer jeg mig uanset hvordan,« begrunder han.

Som 18-årig landede Dennis Bandauie i Kastrup Lufthavn. Med i bagagen havde han hjertekvaler og en halv uddannelse som elektromekaniker

Brutale barndomsminder

»De fleste rejste på grund af krigen. Jeg rejste på grund af kærligheden, og fordi jeg blev såret,« husker Dennis Bandauie, der havde solgt sit svømmeudstyr og guitar for at få råd til den enkeltbillet, der skulle forøge afstanden til pigen, som ikke gengældte hans følelser.

»Jeg mente absolut, at når hun syntes, det var sjovt at såre mig, så var hun ikke den rette kvinde for mig, men hvis det havde været i dag, havde jeg nok ikke opført mig sådan,« erkender Dennis Bandauie på et flydende dansk.

I dag er han dansk statsborger og bor i Brønshøj med sin mor og lillebror. Faderen ligger død og begravet i Valby.

Når han tænker tilbage på sin barndom i det borgerkrigshærgede Libanon, springer der raketaffyringer og krig frem på nethinden.

»Vi havde hvert vores område, som vi skulle holde os indenfor, ellers risikerede vi at blive skudt.«

Døden var en del af hverdagen, og allerede som ni-årig overværede han en mand blive skudt på nært hold. Som 13-årig oplevede han det, der var værre.

»En aften ramte et raketstykke min kammerats mor og søster. Deres overkroppe lå smadrede over hele lejligheden. Jeg var ikke chokeret, for jeg havde set det før,« konstaterer han, der blev mere hårdfør med årene.

»Jeg har lært som lille, at hvis jeg fik tæsk, skulle jeg ikke komme grædende hjem. I Libanon lærte jeg at klare mig selv, vise at jeg var stærk og ikke bange for noget.

Selv om Dennis Bandauie har boet under danske himmelstrøg i femten år, er hans temperament ikke blevet køligt af den grund. Han bliver tit vred og føler sig provokeret. Som en aften, hvor han smed en dansker ud af sin grillbar.

»Han kom bare ind og ville vide, hvordan det kan være, at vi boller danske piger, når han ikke må bolle vores muhamedaner-kvinder. Han var for dum at høre på, så jeg gav ham tre sekunder til at forsvinde i,« fortæller Dennis Bandauie, der ofte bliver provokeret, især bag rattet i sin røde sportsvogn.

Misundelse

»Jeg tror, det er fordi, folk bliver misundelige, når de ser en bil som min, og når det så ovenikøbet er en udlænding, der sidder bag rattet, så er den hel gal,« siger han med ironisk mine og fortæller om forleden, hvor en buschauffør gav ham en skråt-op-finger, hvorefter han stod ud af bilen som i en film og brølede:

»Jeg slår dig ihjel, næste gang du gør det.«

Den John Travolta-lignende libaneser involveres ofte i små magtkampe.

»Hver gang jeg har været på bar eller diskotek, ender jeg i slåskamp, fordi folk tror, at jeg er mors dreng, og at de kan udfordre mig.«

Dennis Bandauie mener ikke, man bør vende den anden kind til.

»Hvis jeg siger til en person: "Lad mig være", og vedkommende ikke gør det, så bliver jeg sur som en løve. Hvis du er for flink, så tror folk, at de kan fucke med dig. Det handler om respekt.«

For det meste undgår han sammenstød ved at give folk en advarsel, men at Dennis Bandauie alligevel har brudt loven og er endt i fængsel, er ikke hans skyld, mener han selv:

»Det er ikke, fordi jeg vil bevise over for folk, at jeg er stærk. Det eneste jeg vil have er, at folk skal have respekt for sig selv og andre,« lyder begrundelsen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.