Glade børn men røde tal

Få tilmeldinger, aflysninger og deraffølgende underskud præger det store DGI-stævne i Skæring. Men deltagerne morer sig.

Få tilmeldinger, aflysninger og deraffølgende underskud præger det store DGI-stævne i Skæring. Men deltagerne morer sig.

DGI-Århusegnens Stævne 2000 giver et underskud på omkring 350.000 kr. Det skønner stævneleder Kirsten Harkjær Larsen torsdag - på stævnets førstedag.

Underskuddet skyldes for få tilmeldinger til arrangementerne i weekenden, og søndagen er derfor skåret væk. Men det har ikke været nok til at justere udgifterne, da flere af aktiviteterne er for sene at aflyse.

Ifølge Kirsten Harkjær Larsen skyldes weekendens alt for få tilmeldinger et uheldigt valgt tidspunkt:

»Idrætsforeningerne holder afslutningsfester i den her weekend. Det er eneste mulighed før sommerferien, fordi juni måned har været pakket med helligdage op til weekenderne,« siger Kirsten Harkjær Larsen, der næste år vil inddrage idrætsforeningerne i planlægningen af stævnet.

Trods underskuddet er Kirsten Harkjær Larsen glad for, at stævnets første dag løb godt af staben.

Populære aktiviteter

1800 børn fra 5. og 6. klasse og skolefritidsordningen er inviteret til arrangementet på boldbanerne i Skæring. De løber rundt for at prøve de mange aktiviteter, som de ca. 100 frivillige hjælpere står for.

Robisonaden, en klassekonkurrence med ni discipliner, er en stor succes. Her dyster holdene blandt andet i at bygge en båre til at transportere hinanden, pudekamp hvor de skal slå modstanderne ned fra en pæl og stafetløb med et æg på en ske.

Præcisionen bliver testet med en luftriffel på en skydebane, som Århus Amts Skytteforening har opstillet. Børnene dribler rundt på streetbasket-banen og løber om kap på atletik-stadionet. Århus Bordtennis-veteraner viser, at rutinen rækker langt i kampene mod de energiske børn.

Ude for idrætshallen står en lang kø af børn. De stirrer med store øjne på det farvestrålende hoppeland, der venter indenfor. 200 børn griner og jubler så højt, at de er tæt på at overdøve "Barbie Girl", der brager ud af højtalerne.

10-årige Sebastian Bjerge fra 3. C på Sølystskolen kommer ned fra en af hoppepuderne:

»Jeg synes, at det er rigtigt sjovt. Især når der kommer nogle af de store og hopper, så flyver jeg rigtigt højt op i luften.«

Sebastian Bjerge kigger på sit ur. Han har ikke tid til at snakke længere, for han skal videre til fodboldbanerne, hvor en turnering starter om et minut. Det er ikke tilfældigt, at han har taget sin Manchester United-bluse på i dag, for som han siger:

»Vi har verdens bedste hold.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen