Useriøst argument

MOGENS CAMRE, og dermed Dansk Folkeparti, formåede endnu engang at gøre sig uheldigt bemærket i pressen.

Denne gang i EU-debatten, hvor det påstås, at et ja til den fælles mønt vil betyde masseindvandring fra de muslimske lande. Dette må siges at være en højst besynderlig tankegang, og skulle der endelig være en sammenhæng - hvilket jeg næppe tror, der er - skulle det da have den stik modsatte effekt.

Ind i Schengen

Hvis det tilfældigvis skulle være forbigået Mogens Camre og DF's opmærksomhed, så vil Danmark i nær fremtid indtræde i Schengen-samarbejdet, hvor grænserne internt i Europa åbnes.

Stemmer vi nej til euroen, vil vi give afkald på endnu mere indflydelse i EU og dermed få mindre muligheder for generelt at præge de forskellige love.

Dybt useriøst

Alligevel er jeg ganske glad for, at nej-siden kommer med udmeldinger af denne type. Således bliver det jo nu offentliggjort, at skal man endelig finde et argument mod euroen, er det af denne skuffe - dybt useriøst og uden noget som helst hold i virkeligheden. Der er nemlig ingen grund til at stemme nej, og som følge deraf har nej-siden ingen rationelle argumenter herfor.

Det kunne derfor være interessant, hvis nej-siden, gerne DF, ville melde sig i debatten med argumenter, som bare var en smule over Mogens Camres.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen