Blomsterfest i dronningens tegn

Majestætens monogram, margueritter og en rose med dronningens navn fortæller, at arrangørerne af BlomsterFestival 2000 har haft dronningefest i tankerne forud for den fjerde festival.

Der var trængsel af blomsterelskere på Store Torv, da borgmester Flemming Knudsen torsdag åbnede BlomsterFestival 2000.

Margueritter stod ret foran borgmesteren. Marguerit, der kommer fra fransk, er det samme ord som Margrethe.

På en stand ved siden af scenen blomstrede Rose Dronning Margrethe Palace.

Og lidt længere henne på festivalområdet kunne man se dronningens monogram med det store M og kronen, udført i røde nelliker af binderielever fra Beder Gartnerskole.

Dronningefest

Der var således ingen tvivl om, hvad arrangørerne havde haft i tankerne forud for den fjerde blomsterfestival: Dronningefesten.

Dronning Margrethe passerer festivalen på sin karettur i dag, fredag. Men århusianerne kan nyde synet af de mere end 75.000 blomster betydeligt længere end majestæten - nemlig til og med søndag.

Over 100 gartnerier, planteskoler, blomsterhandlere og blomsterklubber har i samarbejde med GASA Blomster og Århus Kommunes Naturforvaltning opbygget buketten af stande.

Blomster på flåder

Festivalen breder sig fra Store Torv til Lille Torv og Immervad og frem til Århus Å, hvor der placeres tre blomstersmykkede tømmerflåder.

Det hele kan også ses lidt fra oven, idet der er mulighed for at komme op i domkirkens tårn.

Årets tema er "Århus med rødt og hvidt i fuldt flor". Det fremgik bl.a. af området foran scenen på Store Torv, hvor røde og hvide roser dannede et blomstrende Dannebrog.

Således blev det også understreget, at blomsterfestivalen åbnede på Valdemarsdag - årsdagen for slaget i 1219 ved Reval i Estland, hvor Dannebrog ifølge sagnet dalede ned fra himlen.

ulla.madsen@jp

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen