Hofter i takt

Kun seks par var tilmeldt weekendens salsastævne i Glazzhuset. Til gengæld fyldte de hele danse-gulvet ud med hoftesving og intense blikke. Salsa er mændenes domæne - det er dem, som styrer, hvor og hvordan der skal danses. Kvinder skal bare følge med - og helst på en graciøs facon.

Bløde cubanske salsatoner strømmer ud fra Glazzhuset under Clemens Bro i Århus. Indenfor er dansende par ved at varme sig selv og dansegulvet op til Århus Open Salsamesterskab.

Kort før konkurrencen går i gang, ankommer det debuterende par Kasper Wamberg og Marianne Langgaard til Glazzhuset. De har gået i aftenskole sammen for at lære de latinamerikanske dansetrins.

For et halvt år siden faldt de for hinanden igennem den forførende dans, og i dag skal deres evner for første gang vurderes af dommere ved mesterskabet arrangeret af Århus Salsaforening og Club Bananas.

De har med vilje valgt at komme sent for at undgå at få for mange nerver på, inden det går løs på dansegulvet.

»I modsætning til andre danse, hvor man indøver dansetrin, er salsaen en fri og improviserende dans. Derfor er det vigtigt, at vi ikke er nervøse og anspændte når vi danser,« siger Kasper Wamberg.

Kun seks par er tilmeldt konkurrencen.

De er alle fra Århus og kender hinanden fra Glazzhuset, hvor de mødes flere gange om ugen.

»Nogle gange går der lidt ungdomsklub i det,« siger Marianne Langgaard, der hentyder til at den seriøse del af dansen, ikke altid er det væsentlige. »Salsamiljøet i Århus er specielt og meget behageligt at være i. Vi er også venner privat med nogle af parrene.«

Kønsroller fastlagt

Men i aften gælder det konkurrencen, så venskabet er sat i bero. Skoene er pudset, og kønsrollerne fordelt. Det er manden der bestemmer. Kvinderne skal bare lade sig føre og danse så godt og frækt som muligt i det rum, manden tildeler hende i dansen.

»Marianne er en god danser. Vi har en naturlig kontakt, og hun er meget nærværende, når vi danser. Derfor er det en fordel, at vi er kærester,« siger Kasper Wamberg. Han regner med en god placering, da sidste års vindere ikke stiller op.

»Feltet er ikke så stærkt i år, så vi skulle gerne ende i top-tre,« vurderer han.

Første runde er i gang.

De seks par danser til to stille og romantiske numre og to i lidt højere tempo. De fem dommere cirkulerer rundt og vurderer de dansenes repertoire.

Der bliver piftet og klappet højlydt fra de cirka 80 øvrige gæster i Glazzhuset, som er stimlet sammen om dansegulvet.

Massage som præmie

Efter en halv time med vuggende hofter og intense blikke bliver tre par udtaget til finalen. På trods af lidt begyndernerver bliver Kasper Wamberg og Marianne Langgaard udvalgt.

»Det gik jo OK, selv om vi kom ud af takt i starten, og jeg fik noget i øjet,« griner Marianne Langgaard.

»Nu bliver det spændende i finalen. Men jeg kunne godt tænke mig at vinde andenpræmien, der er en gang massage.«

I finalen skal der danses til to numre.

Her danser Henrik Sørensen og Jette Rosendahl bedst.

Marianne Langgaard vinder sit gavekort til massage, da hun og Kasper Wamberg får andenpladsen.

Tredjepladsen går til Flemming Kydsbæk og Tina Ingerslev.

»Vi er tilfredse, og det er fortjent, at Henrik og Jette vinder. De er også begge salsaholikere af rang,« slutter Kasper Wamberg.

jpaarhus@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen