Ny kræftafdeling for unge

Århus Kommunehospital åbner en ny afdeling for unge, der er ramt af en kræftsygdom. På afdelingen skal de unge patienter selv være med til at indrette stuerne.

Unge kræftpatienter får bedre forhold, når Århus Kommunehospital torsdag i denne uge åbner en ny afdeling.

Efter en større ombygning er kræftafdelingen klar med nye to-sengsstuer, der ligger samlet og som i vid udstrækning kan indrettes som de unge ønsker det.

Ombygningen er en del af et større projekt, hvor Århus Amt sætter fokus på kræftramte unge i alderen 15-18 år.

Blandt andet vil der i de kommende måneder blive gennemført en undersøgelse blandt de unge på afdelingen, der skal kortlægge behov og ønsker hos den enkelte patient.

Samtidig bliver personalet efteruddannet, ligesom der udvikles nyt informationsmateriale til de unge kræftramte og deres pårørende.

Erfaringer høstes

Projektet løber frem til 31. december 2001, og ventes at koste 500.000 kroner årligt.

Når projektet er afsluttet vil det blive evalueret med henblik på at bruge erfaringerne på andre af amtets kræftafdelinger, ligesom andre amter i land-et vil få gavn af erfaringerne.

Åbningen markeres torsdag den 15. juni kl. 14.30, hvor formanden for amtets sygehusudvalg Knud Erik Særkjær (V) officielt indvier den ny afdeling.

henrik.olesen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen