Lavere grundskyld i Århus

Regeringens aftale med Kommunernes Landsforening betyder, at Århus Kommune kan opfylde sidste års budgetforlig og sænke grundskyldspromillen.

Århus Kommune kan nu efter alt at dømme nedsætte grundskyldspromillen næste år.

Med fredagens aftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen kan Århus Kommune nemlig endelig opfylde sidste års budgetforlig mellem radikale, konservative og socialdemokratiet og nedsætte grundskyldspromillen som følge af de stigende ejendomsvurderinger.

Regeringen har således ikke tænkt sig at modregne de ekstra skatteindtægter, som kommunerne kan se frem til som følge af de højere ejendomsvurderinger, i bloktilskuddene.

Det var en forudsætning for, at aftalen mellem forligspartierne om at fastfryse Århus Kommunes provenu på ejendomsskatterne kunne realiseres.

»Det må nu anses for givet, at vi kan sænke grundskylden i Århus Kommune, og det er vi naturligvis meget tilfredse med,« siger den konservative politiske ordfører Frederik Gammelgaard.

Grundskylds-aftalen var en konservativ mærkesag, men den har fra starten været kritiseret for at være for usikker, netop fordi den blev gjort afhængig af, hvad finansminister Mogens Lykketoft (S) kunne finde på at lave af modtræk over for de kommunale merindtægter.

I Venstre, som stod uden for sidste års forlig, erkender man nu, at aftalen tilsyneladende holder.

»Vi afventer konsekvensberegningerne af aftalen fra kommunens økonomer, men det er da kun glædeligt, hvis grundskyldspromillen kan sænkes,« siger Venstres politiske ordfører Louise Gade.

Siden beslutningen om at fastfryse det kommunale provenu på ejendomsskatterne i Århus Kommune er ejendomsvurderingerne atter steget, og holder det nuværende niveau svarer det til, at politikerne kan sænke den generelle grundskyldspromille med 1,2 promillepoint fra de nuværende 18,9.

Grundskyldspromillen skal dog endelig fastsættes på et møde mellem forligspartierne i august.

Dermed bliver det heller ikke alle husejere, der får det samme ud af sænkningen, da ejendomsvurderingerne ikke er steget lige meget alle steder i Århus Kommune.

Et sted som Risskov-området, hvor ejendomsvurderingerne er steget mest vil således få mindst ud af den generelle sænkning af den kommunale ejendomsskat.

Det har tidligere fået den radikale Peter Thyssen til at efterlyse en differentieret grundskyldssænkning. Men den tanke er nu opgivet.

»Det kan desværre ikke lade sig gøre, og dermed bliver det også mere en politisk manifestation end noget, husejerne i Århus Kommune kan mærke,« siger Peter Thyssen.

michael.schroeder@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen