Uddannet midt i en ve

Trods veer og et barn, der pressede på for at komme til verden, forlod Kirsten Therkildsen hospitalet for at gå til eksamen og blive cand. jur. Fødslen blev overstået efter eksamen med en lille pige som det flotte resultat.

Titusindevis af studerende har i disse dage voldsomt ondt af sig selv på grund af hårde eksaminer. Til dem er der kun ét at sige: Tøsedrenge.

Den 24-årige Kirsten Therkildsen bestod nemlig i bogstaveligste forstand sin sidste eksamen på vej til en cand. jur. titel midt i en fødsel.

Natten til fredag begyndte de første veer at melde sig hos den nu nybagte mor, og hun blev kort efter indlagt på fødeklinikken. Det forhindrede hende imidlertid ikke i få timer senere at tjekke ud igen trods lægernes protester.

Selv om hun allerede var begyndt at åbne sig, havde den unge dame en eksamen, som hun ikke havde tænkt sig at udsætte. Klokken 10.00 betød et ni-tal, at hun fremover med bedre samvittighed end de fleste kan kalde sig cand. jur.

»Det har godt nok været hårdt med tre eksaminer på tre uger, men nu skulle det være,« siger en lykkelig mor til en pige, der endnu ikke har fået noget navn.

Det er ikke første gang Kirsten Therkildsen prøver kræfter med en fødsel. Da hun fødte sin lille pige, var det nøjagtig 21 måneder siden, hun fik sønnen Rasmus.

Helt alene har hun dog ikke klaret strabadserne. Hendes 28-årige kæreste, Tomas Lykke Nielsen der er projektchef hos Tele Danmark, var med hele vejen.

Snydt for festen

»Thomas har kæmpet bravt i de sidste uger for at få det hele til at hænge sammen, og så har han arrangeret min kandidatfest helt alene,« fortæller Kirsten Therkildsen.

Selv fik hun ikke glæde af festen, for mens gæsterne hyggede sig, arbejdede hun hårdt på at sætte kronen på en allerede vellykket dag.

De næste seks måneder skal den dobbelte mor holde barsel, men så går jagten på et job som advokatfuldmægtig ind.

»Jeg vil gerne finde et job med en passende arbejdstid, men det bliver jo nok ikke let,« siger Kirsten Therkildsen.

jesper.laursen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen