Varm succes

Tøjet klistrede til kroppen efter fem minutter. Den 19. Internationale Plade- og CD-børs pinselørdag i Folkedansens Hus var en drivhusvarm succes.

Måske var de der ikke alle fra begyndelsen - de 600-800 mennesker, der ventedes at deltage i pladekøb og -bytte - men det føltes sådan.

Trods trængslen forudså Per Jensen - den ene af børsens to arrangører - arrangementets snarlige død.

»Man kan i meget stor udstrækning finde det, man søger, på internettet. Det bliver i løbet af nogle år pladebørsens død,« mente han.

Tilløbsstykket blev første gang holdt i 1984. En af årsagerne var, at Per Jensen havde sat sig på sit eksemplar af Elvis' "Good Rocking Tonight", som århusianeren ikke kunne undvære.

Det har pladesamlere fra ind- og udland nydt godt af i de seneste 16 år, da de i Århus har kunnet finde den plade eller CD, de mistede eller aldrig fik købt.

I begyndelsen var det i alle tilfælde mest samlere, der besøgte pladebørsen. I dag er det både dem, der vil have noget sjældent, og dem, der er ude efter noget billigt.

Lørdag var der salg af både det dyre og det billige hos de 100 udstillere - bl.a. svenskeren Mikael Brodowicz, der havde medbragt en samling på 1300 plader.

Brodowicz var også indstillet på at bytte. Men århusianeren Hans Birger Jensen, der stillede med nogle blues-plader, fik nu ikke den plade, han havde et godt øje til: En Jimi Hendrix-udgivelse til 1550 kr.

ulla.madsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen