Video-overvågning i århusianske busser

Videokameraer skal overvåge passagererne i fem-seks af Århus Sporvejes busser.

Århus Sporveje vil nu lave forsøg med video-overvågning i bybusserne for at komme den senere tids mange voldsepisoder mod chauffører til livs.

»Chaufførerne vil selv kunne aktivere videoen, og forsøget vil blive gennemført i fem-seks busser på de ruter, hvor vi ved, der er problemer,« oplyste direktør for Århus Sporveje Leif Marcussen i går på et pressemøde, hvor rådmand Poul B. Skou (K), Århus Sporveje og sporvejs-chaufførerne fremlagde en række tiltag mod vold og trusler i busserne.

Problemet flytter sig

I hvilke busser, Århus Sporveje vil gennemføre video-overvågningen, vil hverken sporvejsdirektøren eller rådmanden fortælle på nuværede tidspunkt.

»Problemerne flytter sig, og det er ikke kun ét sted, der er problemer,« sagde Poul B. Skou.

Århus Sporveje erkender dog, at endestationen ved Toveshøj er et problem, og derfor er et andet tiltag i kampen mod den eskalerende vold mod buschauffører at lave endestationen om til en såkaldt "mobil endestation", hvor busserne kun gør et kort ophold for at afsætte og optage passagerer.

Endestationer ændres

»Desuden vil stedet nu blive inspiceret, så vi kan se, hvordan vi gør stedet mere åbent og venligt. I dag er der meget bevoksning omkring endestationen. På samme måde vil vi gennemgå samtlige vores endestationer,« sagde Leif Marcussen.

Desuden vil Århus Sporveje nu appellere til Århus Politi om at intensivere overvågningen af de ruter, hvor der hidtil har været problemer med overfald på chauffører.

Det århusianske trafikselskab vil også give medlemmer af de såkaldte fædregrupper en særlig introduktion til forhold omkring kollektiv trafik.

»Af hensyn til vore kontant-kunder vil vi fortsat beholde vekslebeholdningen hos chaufførerne i busserne,« sagde Leif Marcussen, der frygter, at en manglende vekslemulighed i bussen i sig selv kan føre til en tilspidset situation.

Netop veksleordningen deler imidlertid chaufførerne, erkender formanden for Sporvejsfunktionærernes Brancheklub, Jan Nonboe.

»Nogle vil gerne af med veksleordningen nu, mens andre mener, at det vil være at ligge under for røverne. Men det er klart, at hvis der kommer et overfald snart, så vil stemningen være, at veksleordningen skal væk,« sagde Jan Nonboe.

Kontantbetaling begrænses

Sporvejsdirektør Leif Marcussen oplyste dog, at selskabet undersøger muligheden for seddelveksling i automaterne, ligesom man har en forventning på sigt om at begrænse kontantbetalingen i de århusianske bybusser.

Generelt er chaufførerne tilfredse med de tiltag, der nu bliver sat i værk.

»Målet er fuldt nu. Vi vil ikke finde os i mere. Når vi ikke nedlægger arbejdet, så er det fordi vi føler et ansvar over for den service, vi yder kunderne. Men det er også klart, at hvis tiltagene ikke har en effekt, så er det en ny situation, som vi vil tage op,« sagde sporvejschaufførernes sikkerhedsrepræsentant Tage Hyllested på pressemødet.

Rådmand Poul B. Skou oplyste, at man inden for tre-seks måneder vil evaluere tiltagene samlet, men de enkelte tiltag vil løbende blive evalueret.

michael.schroeder@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen