Dåbsdag for mejerigigant

Det største navneskifte nogensinde i dansk erhvervsliv blev gennemført i går ved middagstid, da MD Foods blev til Arla Foods. De danske og svenske mejerigiganter, der har valgt en grøn farve til det nye logo, bliver Europas største mejeriselskab.

"Store navnedag" kaldte de ansatte i MD Foods hovedsæde i Viby det, da i går kl. 11 var indkaldt til en ceremoni, der fuldendte omdannelsen af det tidligere Mejeriselskabet Danmark til en international sværvægter på mejeriområdet under det svenskklingende Arla Foods.

Navneskiftet for MD Foods og Arlas i alt 19.000 medarbejdere blev gennemført med pomp og pragt ikke mindre end 102 steder rundt om på kloden, heraf alene på 41 virksomheder og kontorer i Danmark. Samtidig vil millioner af forbrugere af produkterne fra verdens næststørste mejeri fra i dag kunne se et nyt grønt logo og navnet Arla Foods på produkterne.

Verden over

Arla Foods amba blev dannet ved fusionen mellem Danmarks MD Foods og Sveriges Arla den 17 april i år. Den fusionerede mejerigigant, der forventer en årsomsætning på mindst 37 milliarder danske kroner, har samtidig anlæg i England, Saudi-Arabien, Brasilien, Norge og Polen samt salgsanlæg fordelt i yderligere 15 lande over hele kloden. Centrum for det hele er dog stadigvæk hovedkontoret på Skanderborgvej i Viby.

Ud over de nye flag og logo på de 102 driftsteder rundt om i verdenen, så er der gennem de seneste dage blevet skiftet navn og logo på omkring 2200 tank- og distributionsbiler, 50.000 stykker arbejdstøj - og så selvfølgelig på en stor del af produkterne fra de to mejerier. Der vil dog stadig gå en rum tid, førend det nye navn og logo er påført alle produkterne.

I de kommende dage vil forbrugerne både herhjemme og i udlandet blive udsat for en stor reklamekampagne, der blandt andet viser, hvordan man midt i en EM-tid kan sy sin landsholdstrøje om, så man er i trit med de danske EM-helte, der på banerne i Belgien og Holland bærer hovedsponsorens nye logo og navn.

jens.jorgensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen