Hjælp en bus over gaden
Tænk i bussens baner, og vin en rejse for to personer. Chaufførerne i hovedstadens busser er efterhånden så kede af at sidde fast i bilkøer, at de nu beder om din hjælp. Har du en god idé, der kan hjælpe bussen på vej, så vær med i den store konkurrence.
Tænk venligst på bussen, når du færdes i trafikken. Det lønner sig - måske endda med en rejse til 12.000 kr. for to personer.
Bussen har allerede fået lidt hjælp i form af særlige busbaner eller lyssignaler med forkørselsret for bussen i flere vejkryds. Men vi er sikre på, at både den trofaste buspassager, bilisten i bilkøen, cyklisten, trafikforskeren og hans kvikke studerende har masser af gode ideer, der kan forbedre bussens mulighed for at komme frem - og dermed også skabe mere glidende trafik i hele HT-området til manges fordel.
Alle indsendte forslag deltager i konkurrencen, som er udskrevet af JP København og Trafikfunktionærernes Fagforening.
Hovedpræmien er en rejse for to personer eller et HT-årsabonnement til en værdi af 12.000 kr. 2. præmien er en rejse for to til en værdi af 8000 kr., og 3. præmien er en rejse til en værdi af 4000 kr.
Der er også en ekstrapræmie på 1500 kr. til den person, hvis forslag bliver gennemført først.
Dine gode forslag sendes til: Trafikfunktionærernes Fagforening, Roskildevej 162, 2500 Valby. Forslagene mærkes "Hjælp bussen på vej".
Sidste frist for at deltage er 1. juni kl. 12.00.