Politifolk har i snit 112 fridage til gode

De københavnske politifolk har enorm pukkel af fridage til gode. I alt har de opsparet 28.000 fridage til sammen.

2500 politifolk i København har 28.000 fridage, de skal have afspadseret. Det er næsten tre måneder til hver, hvilket er mere end dobbelt så meget, som de egentlig må have. Den store overarbejdspukkel kan føre til en omlægning af landets største politikreds.

»Det er udtryk for, at vi i København er for få politifolk til at klare de opgaver, som skal løses,« siger formanden for Københavns Politiforening, Henrik Blandebjerg, til Ritzau.

»Politidirektøren har tidligere sagt, at vi mangler 200 politifolk, og det tal er jeg ikke meget uenig med hende i,« siger han.

Det har vist sig umuligt at afspadsere den megen frihed, og derfor diskuterer ledelsen og betjentene nu, om strukturen i landets største politikreds skal laves om. F.eks. er der forslag om at nedlægge en eller to politistationer og i stedet gøre dem til nærpoliti-stationer, hvilket fagforeningen går ind for:

»Man kan spare ressourcer ved stordrift. Det er min foreløbige opfattelse,« siger Henrik Blandebjerg.

Ifølge en kundgørelse må hver polititjenestemand i snit kun have fem fridage til gode, tilføjer han. Men den regel kan ikke efterleves i Københavns Politi, hvor gennemsnittet er oppe over 10 fridage.

»Vi har forsøgt at afvikle de fridage, men hver gang har det vist sig umuligt at gennemføre. Derfor er fridagspuljen støt stigende,« siger formanden for politiforeningen.

Politiledelsen overvejer, om man skal sammenlægge politistationer for at effektivisere. Politidirektør Hanne Bech Hansen håber, at en ny struktur kan iværksættes "meget snart". »Min egen kæphest går ud på, at vi skaber et fælles natberedskab for hele København, i stedet for at hver enkelt station har sit eget. Jeg tror, at vi kan spare ressourcer på den måde,« siger Hanne Bech Hansen.

Hun bekræfter, at politiet i København har 28.000 fridage til gode, og at det er uacceptabelt højt . /ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen