Sex- dømt anker ikke straf

Den 39-årige kampsportstræner Allan Derry Møller, der for to uger siden blev idømt seks års fængsel for at have udsat ti drenge for seksuelle overgreb, anker ikke Østre Landsrets straf til Højesteret. Det oplyste den dømtes forsvarer, Poul Helmuth Petersen, fredag.

Forsvarsadvokaten påpeger, at alene straffens længde - men ikke den dømtes skyld - kan ankes til Højesteret. Og dermed var det ene og alene et spørgsmål om sandsynligheden for, at Allan Derry Møller ville få en lavere straf ved Højesteret.

»Det har imidlertid også været vigtigt for min klient, at han efter mere end 15 måneders varetægtsfængsling kunne få sagen afsluttet, idet det forståeligt nok har været en stor belastning for ham at have en sag af denne karakter verserende ved retten,« siger Poul Helmuth Petersen og fortsætter:

»Efter at have vurderet samtlige aspekter i sagen har Allan Derry Møller besluttet sig for ikke at anke sagen til Højesteret.«

Retshistorie

Dommen var en retshistorisk begivenhed, fordi det var første gang, at den såkaldte HIV-paragraf i straffeloven førte til straf. Allan Derry Møller var smittet med HIV, da han begik overgrebene på drengene, og blev dømt for at have udsat en dreng for HIV-smitte samt smittet en anden.

Poul Helmuth Petersen afviste under retssagen, at paragraffen kunne bruges, fordi kravet er, at den smittede sygdom skal medføre døden inden for 10 til 15 år. Og ifølge Retslægerådet kan HIV-smittede med den nuværende medicin leve i 15 til 20 år.

Men retsformand Ejler Bruuns sagde i sin retsbelæring til nævningene, at paragraffen godt kunne benyttes - fordi sygdommen stadig var dødelig, da overgrebene fandt sted.

»Retsbelæringen var næppe korrekt,« mener Poul Helmuth Petersen og tilføjer:

»Desværre vil spørgsmålet ikke ved denne lejlighed blive afprøvet af Højesteret, da sagen altså ikke ankes.« ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen