Her er dit skrald

To skraldemænd blev bedt om at åbne affaldsposerne og dissekere en skraldespand i Hvidovre og Gentofte. Forskellen var slående - der var langt flere dyre produkter i nord-kommunerne.

Avedøre Stationsby fremstår øde og forladt denne fredag formiddag i februar, hvor vinden bider. Miljøchef i Hvidovre Kommune, Carsten Raad, er klædt godt på i sin kommunale termodragt med funklende refleksstriber.

Iført robuste arbejdshandsker begynder miljøchefen at rode i affaldscontainerne og bemærker med slet skjult skuffelse, at containerne nærmest indgangen til skraldeboksen er blevet overfyldt, mens de bagerste er halvtomme. Beboernes magelighed koster nemlig penge for kommunen, fordi der bliver afkrævet ekstra gebyrer, hver gang en container er overfyldt. Lynhurtigt har miljøchefen fordelt affaldet mere jævnt. Han ved, at skraldevognen er på vej på sin runde.

Pludseligt er skraldebilen der, tomatrød og prustende, og den giver et støn fra sig, da gearet sættes i bak. "Wheep- wheep-wheep", lyder det skingert fra skraldebilen, mens den bakker ind mod containeren og miljøchefen, der med respekt for den tonstunge vogn træder et par skridt tilbage.

Cola, chips og tobak

Let, nærmest elegant, hopper skraldemanden ud, strækker grabben frem og giver miljøchefen et kontant håndtryk. Resolut håndterer skraldemanden de store containere, der i hans hænder virker særdeles medgørlige. Den altædende skraldebil fodres hurtigt med de fire containere, som den grådigt sluger uden brok.

Miljøchefen når dog akkurat at frasortere 3 poser med husholdningsaffald, som spredes ud på en plastsæk. En bunke aviser sorteres hurtigt fra - de skulle have været i papircontaineren ved siden af.

Dåsechampignoner, brugte bleer og bind samt en afpillet kylling er det første, der møder øjet. Forrådnelsesprocessen er for længst indtrådt, men miljøchefen er tilsyneladende ligeglad med stanken og roder videre i bunken, hvor han finder en tom pakke nikotinplastre forenet med en lille bunke cigaretskodder. Miljøchefen gnækker af modsætningen.

Det øvrige indhold består af en stor bunke cola og øl på dåse, kartoffelchips, guldkorn og en del emballage fra McDonalds. Desuden optræder en lang række rengøringsmidler.

Miljøchefen har medbragt kost og fejebakke smider affaldet op i skraldebilens affaldskværn, hvor det moses til ukendelighed. Skraldebilen fortsætter på runden mod sit endelige mål, forbrændingsstationen på Amager.

Øko og Antonius

Mandag morgen kører endnu en rød skraldebil ud for at udføre dagens opgave - denne gang i Gentofte. Af trange veje manøvrerer chaufføren stedkendt igennem villakvarterene, og må ofte udnytte servostyringens fulde potentiale for at undgå sammenstød med parkerede Audi'er og Mercedes'er.

For enden af en vej med rækkehuse tvinger skraldebilen sig ind ad en snæver grusvej. Den kører imellem et stakit og rækkehuset og om på bagsiden af huset. Her ligger en række haver adskilt af små hække. Bagerst i haverne står brune træskure til affaldssække, og det er hér, familiernes affald ender.

På den anden side af grusvejen adskiller et højt hegn rækkehusene fra et betonbyggeri, der har udsigt til haverne og affaldsskurene. Et ældre par står på anden sal med albuerne på altankassen og observerer opmærksomt skraldebilen, som møjsommeligt kanter sig forbi en gammel udslidt campingvogn og hen foran et af affaldsskurene.

To skraldemænd hopper ud, og begynder at slæbe de store affaldssække på 150 liter hen til affaldskværnen, og vender bunden i vejret på sækken.

En stor bunke brugte Pampers bleer verfes hurtigt til side, og Ronald McDonalds klovnefjæs griner op fra emballagen til et Happy Meal. Side om side med en pakke italiensk is ligger økologisk mælk og Kærgården. Lyserød jordbæryoghurt fra Gaio er ved al tumulten blevet smurt ud over en branket Antonius svinekotelet, der ligger på pappet fra emballagen. Nederst i bunken ligger papkartonen fra en Rigtig Appelsinjuice, engelske muffins, æblecider, jasmin-ris og en pose vildmose-kartofler.

Skraldemanden når lige at lægge mærke til topstykket fra en elektrisk tandbørste, inden han sætter kværnen i gang og kører videre på sin rute.

jpk@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen