Ved køledisken, Netto, Gentofte

Muleposer og plastickurve hænger over køledisken med yoghurt og italiensk salami.

Mennesker flokkes i gangene mellem dåser og hygiejnebind.

»Undskyld, men var der ikke fem for en ti'er?« spørger en ældre kvinde med gul cykelhjelm. Hun kniber tvivlende øjnene sammen, og huden over pandebenet krøller.

En symfoni af mekaniske lyde fylder det neon-oplyste rum. Den dybe bas kommer fra fryseren, og kasseapparatet er rapperen. Den gennemskærende klokke ved flaskeindleveringen spiller en ensom solo.

Børn og forældre tumler ind ad metalkarussellen ved indgangen.

»Jeg kunne ikke finde dig, mor,« piver en lille knægt, som er ved at drukne i sin alt for store dynevest.

»Hvad for noget! 39 kroner?! Det er for dyrt,« siger en ældre kvinde forarget til sin mand. Da hun vender ryggen til, glider den lagrede ost alligevel ned i kurven.

Den næstsidste flødeost fjernes fra køledisken. Og så kan den sidste lille flødeost også synge med på symfonien. På sidste vers.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen