Hvidovre-politi får Rødovre-logo

Rødovres nationalmaler, Henry Heerup, bag nyt logo for Hvidovre Politikreds.

Borgerne i Hvidovre Politikreds skal ikke længere være i tvivl om, at den lokale ordensmagt også hører hjemme i Rødovre.

Derfor har Rødovre-borgmester Erik Nielsen (S) overdraget politifolkene et logo, som er udformet over et maleri af Henry Heerup - Rødovres største kunstnernavn gennem tiderne.

Borgmester Nielsen overrakte det nye logo ved politiets nytårsparole for nylig. Han forklarede, at panserbassen er et af de mange barndomsmotiver, som Heerup dyrkede. Ifølge Heerups egne optegnelser forestiller billedet "Bussemanden, der var efter os drenge, når vi hang bag på hestevognene".

Politimester Herman Langlouis erklærer sig ovenud tilfreds med det nye logo - det signalerer tryghed, mener han. Og han er glad for det lidt gammelmodige design.

»Problemet med mange nydesignede logoer er, at der skal en større forklaring til for at forstå både budskab og ikke mindst, hvilken institution logoet repræsenterer. Vi har fået et godt gammeldags kvalitetsstempel,« fastslår politimester Langlouis.

Det oplyses ikke, om Heerup-logoet også skal skitsere nye arbejdsopgaver. Hvis det er tilfældet, må borgerne forvente at se mange gadebetjente med hold i nakken - i betragtning af hestevognstrafikkens omfang i Rødovre og Hvidovre ligger der nok mange timers observationer forude, før betjentene kan slå til.

Men det kan selvfølgelig også være en galopkringle, de spejder efter.

joakim.jakobsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen