Rapport afslører rod på Århus Kommunehospital

To chefer på Århus Kommunehospital skal have nyt job i amtet uden ledertillæg, efter at der er blevet afsløret rod og "alternativ bogføring" i deres afdelinger.

I forvejen er en underordnet blevet flyttet til andet arbejde på grund af samme sag omkring portørerne på hospitalet.

De nye forflyttelser, som angiveligt sker efter eget ønske, gælder servicechefen og driftschefen for portør- og rengøringsområdet. Den daglige ansvarlige for lønregistreringen i portørafdelingen fik nye opgaver på et tidligere tidspunkt, da ledelsen på hospitalet havde fået nys om, hvad der foregik.

Skatteregler overtrådt

Torsdag fremlagde hospitalet en rapport fra Kommunernes Revisionsafdeling, hvoraf det fremgår, at 11 personer har fået udbetalt deres løn i et andet indkomstår end det år, hvor lønnen er tjent. Skattevæsenet bliver underrettet, fordi skattereglerne ikke er overholdt.

"Intet tyder på, at nogen har haft personlig vinding, eller at sygehuset er blevet snydt," sagde sygehusdirektør Jørn Koch ved offentliggørelsen af rapporten.

"Der er heller ikke tegn på noget strafbart. Men det er ad Pommern til, at der er foregået noget, som ikke var helt efter reglerne," sagde han.

Skufferegnskab og misbrug af telefoner

Uregelmæssighederne omfatter også et mindre skufferegnskab, hvor 13 ansatte havde to dage til gode og hospitalet seks dage til gode. Rapporten afslørede også misbrug af mobiltelefoner til privat brug. En misbruger har betalt sig ud af det, mens det endnu er uvist, om det øvrige misbrug kan gøres op.

Sygehusdirektøren kritiserer samtidig, at ledelsen i serviceafdelingen tilsyneladende har haft en aftale med personalet om, at de kunne købe arbejdstøj for 2000-3000 kroner om året i stedet for uniform.

Personalet fleksibelt og under pres

Fællestillidsrepræsentant Jette Ohlsen sagde, at sagen skal ses i lyset af, at personalet er fleksibelt, samtidig med at det er under pres, fordi der mangler personale.

"De har gjort det for at få tingene til at køre," sagde hun, samtidig med at hun tog afstand fra, at reglerne ikke blev overholdt.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen