Nok i os selv?

Der har allerede nu været megen politisk polemik i euro-valgkampen. Det ene sæt eksperter siger det, modstanderne vil høre - det andet sæt eksperter støtter tilhængerne.

I en usædvanlig pinlig valgkamp skiftes ledende tilhængere og modstandere til at kalde eksperter, der går imod deres egen opfattelse, for usaglige, småkorrupte osv. Det eneste, vi kan bruge den debat til, er at konstatere, at det altså er vores egen holdning til det europæiske samarbejde og ikke diverse eksperters forsøg på at spå om fremtiden, der skal afgøre, hvor vi sætter vores kryds.

Mere end nogen sinde handler denne afstemning da også om vores holdning til europæisk samarbejde.

Euro-afstemningen har stor signalværdi. Vil vi sende et signal om fuld og hel tilslutning til et nagelfast europæisk samarbejde, som bygger på samhandel, samvækst og samhørighed og dermed sikrer fred og stabilitet? Eller har vi nok i os selv?

Vi må beslutte os for, om vi tør tage den risiko, det er at indgå i et så tæt samarbejde med vores europæiske broderfolk - i håbet om at det kan sikre, at Europa ikke igen skal opleve dette århundredes krige og rædsler.

Ingen er vist i tvivl om, at en velfungerende euro sikrer en robust europæisk økonomi. Danmark må med sin gode økonomi tage sit ansvar for og bidrage til, at euroen bliver så stabil. Det er nemlig en forudsætning for, at vi kan håndtere udvidelsen mod øst med lande med svagere økonomier.

Her bør Danmark ikke undslå sig med, at det går jo godt nok for os selv, selv om vi ikke er et euroland - det er for selvtilstrækkeligt og udansk.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen