Leder: Sig selv nok-tid

SÅ ER DEN DER IGEN. I dag er det beboere ved Skæring Strand, der ikke vil have et bofællesskab for vanskelige DAMP-børn i nabolaget.

I går var det sommerhusfolk ved Amstrup, der ikke ville tillade anbringelse af andre vanskelige unge i et nedlagt kvindefængsel.

Forleden var det pæne folk i Brabrand, der lærte at komme hinanden ved, da amtet ville bruge et nedlagt motel i deres kvarter til genopretningssted for tidligere misbrugere; for ikke at tale om beboeraktioner i Lystrup og Hjortshøj og Hvilsted, og hvor det nu ellers var sidst, at man ikke ville have problembørn ind i varmen. Man kan i flere af sagerne kritisere myndighederne for ikke at informere godt nok forud for placering af en institution, som samfundets flertal finder er nødvendig. Omvendt må det også indrømmes, at ligegyldigt, hvad amt eller kommune gør, går lokalbefolkningen efterhånden på bagbenene.

De mange institutioner med grupper af skæve eksistenser og som regel med en endnu større gruppe af tilknyttede pædagoger er helt givet kommet for at blive - også for at blive flere endnu.

Det moderne samfund synes at masseproducere borgere, der ikke er tilpassede. Børn født af misbrugere, børn født i miljøer, der ikke kan sikre dem det, man før kaldte en ordentlig opdragelse, og ikke mindst indvandrerbørn, der er i klemme mellem flere kulturformer.

Vi har råd til at gribe ind og til at give disse ofte meget unge tabere den bedst mulige tilværelse, når nu den allerbedste ikke er mulig.

Men indstillingen i det samfund, hvis livsform problembørnene er et resultat af, synes mere og mere at være præget af snæversyn, fjendtlighed og en væren sig selv nok-indstilling, som i hvert fald ikke hjælper tabergrupperne. Det mimoseagtige og afvisende samfund udliciterer problemerne til pædagoger og vil så ellers have lov til at lukke øjnene for kendsgerningerne.

I Skæring er de protesterende mod DAMP-børnene i vidt omfang selv en skæv gruppe, der på dispensation har fået lov til at bo heltids i et sommerhuskvarter. Men den tolerance, de har krævet af samfundet, er de ikke villige til at demonstrere over for en flok børn.

I et sådant egoistmiljø må politikerne desværre handle hen over nogle hoveder, der i modsætning til DAMP-børnenes ellers betragtes som normale.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen