Tidligere formand: Anmeldelse af AOF noget pjat

K. E. Mortensen afviser, at der er begået ulovligheder i AOF, men erkender, at de ansvarlige for økonomien har været inkompetente.

Den tidligere bestyrelsesformand i AOF i Århus, den socialdemokratiske gruppeformand i byrådet, K. E. Mortensen, afviser, at der er foregået noget ulovligt i den fallerede AOF-afdeling. Han er samtidig helt uforstående over for byrådskollega Uffe Clausens politianmeldelse af AOF-ledelsen.

»Det er noget pjat. Men Uffe Clausen er Uffe Clausen. Selvfølgelig skal det undersøges. Men der er ingen grund til at sætte politiet på. Jeg tror da ikke politiet, at politiet kan klare opgaven lige så godt, som fritids- og kulturforvaltningen kan,« siger K. E. Mortensen.

Blandt andet skal det undersøges, hvor 342.000 EU-kroner er blevet af i AOF's økonomiske kaos. Samtidig fremgår det af en redegørelse fra Århus Kommune, at AOF i Århus i 1999 med offentlig støtte oprettede en ny daghøjskole, selv om byrådet havde nedlagt forbud mod etablering af flere daghøjskoler.

Men det er noget sludder, siger den tidligere bestyrelsesformand.

»Problemet var, at Århus Kommunes folk mente, at det var en videreførelse af den gamle daghøjskole. Det mente undervisningsministeren ikke, og der stod vi så midt imellem. Ministeriet mente ét, og kommunen noget andet,« siger K. E. Mortensen. Han understreger, at det økonomiske kaos i afdelingen skyldes inkompetente folk i bogholderiet.

»Økonomistyringen har ikke fungeret tilfredsstillende. Vores folk har ikke været dygtige nok til at styre det. Men der er efter min mening ikke noget ulovligt i det, der er sket,« siger K. E. Mortensen, der i det hele taget tvivler på, at nogen i AOF bevidst har villet snyde.

»Hvis en tidligere leder fejlagtigt har talt nogle elever med på et hold, som de ikke gik på, har han ikke gjort det i ond tro. Der er altså nogle meget komplekse regler, og det underlige er, at hvis kommunen har vidst det her i fem år, hvorfor i alverden har man så ikke sagt noget. Så havde vi da rettet ind til højre. Ingen er jo interesseret i at lave ulovligheder,« siger K. E. Mortensen.

henrik.olesen@jp.dk

henrik.groenvald@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen