Karriere og privatliv skal passe sammen

Mette Vincens Sørensen var en af de 69 nye medicinere, der i går skrev under på at ville holde lægeløftet.

Og den 28-årige læge har en plan, som hun begynder at føre ud i livet, når hun er færdig med sin turnus på Grenaa Sygehus og hos en praktiserende læge.

Hun vil beskæftige sig med de store medicinske sygdomme.

»Jeg vil forske, og så skal jeg være i sygehusvæsenet,« siger hun.

Mette Vincens Sørensen er meget ambitiøs, men også opmærksom på bl.a. den høje skilsmisseprocent blandt kvindelige læger. Så hun, der for en måned siden mødte manden i sit liv, tænker sig godt om.

Karrieren skal passe sammen med privatlivet. Det bliver en stor udfordring, mener hun.

Og det med at tænke sig om var også, hvad Kenneth McCulloch var inde på. Han vil bruge sin turnusperiode til at finde ud af, hvad der interesserer ham mest i faget.

Dekan, professor, dr. med. Søren Mogensen ønskede til lykke og sagde bl.a., at de nye medicinere kun formelt set er færdige med uddannelsen.

Festtalen holdt sygehusdirektør Per Østergaard Jensen, Aalborg Sygehus. Den hed "Velkommen".

Der er nemlig masser af arbejde til de nye medicinere, som ifølge sygehusdirektøren får en karriere, der former sig som et Tour de France med et indledende fladt stykke efterfulgt af uendelige opstigninger.

ulla.madsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen