Ensom kamp mod tortur

Mandag var FN's støttedag for torturofre, og det blev markeret i strid blæst på Rådhuspladsen, hvor der var barske bemærkninger fra blandt andre biskop Kjeld Holm.

Iført orange skråbånd forsøgte aktive medlemmer af Amnesty International mandag med små løbesedler at lokke forbipasserende århusianere til at stoppe op i den lidt for friske sommerblæst og høre på talerne og musikken til støtte for torturofre.

Det var FN's støttedag for torturofre, og det blev blandt andet markeret med taler af borgmester Flemming Knudsen (S) og biskop Kjeld Holm på Rådhuspladsen mandag eftermiddag.

Men det var svært at engagere de småfrysende århusianere i budskabet. Omkring 20 mennesker havde taget opstilling, da borgmesteren holdt sin åbningstale. Først da lokale sangere som et led i Amnesty Street Music Awards gav et par a capella-numre blev folk mere lydhøre. Men det var nu ikke fordi borgmesteren og biskoppen ikke havde noget interessant at sige om tortur.

»Det er vigtigt, at vi fastholder et internationalt pres, så vi kan stoppe torturen rundt omkring i verdenen. Kampen mod tortur må ikke forsvinde fra den internationale politiske dagsorden,« fastslog borgmester Flemming Knudsen (S) i strid modvind fra talerstolen foran rådhuset.

Biskop Kjeld Holm sigtede anderledes konkret, da han skulle sige et par ord om kampen mod tortur.

»Vores velfærdssamfund i Danmark svigter torturofre. Vi afviser mange asylansøgere, der har været udsat for tortur. Vi sender dem hjem igen. Vi kan ikke fralægge os et ansvar. Vi er selv part i sagen, som bødlernes medhjælpere. Vi har i flere konkrete sager sendt torturofre tilbage til endnu mere tortur. Vi har som et oplyst humanistisk samfund en opgave i at tage imod og hjælpe de folk, der har været udsat for tortur,« understregede Kjeld Holm.

Efter denne svada brød solstrålerne igennem skydækket og varmede de efterhånden 50 tilhørere, som kunne slutte af med at synge med på Jimmy Andersen Chiozos udgave af "He's Got The Whole World in His Hands". Herefter fortsatte festlighederne ude på de små caféer i byen, hvor mange håbefulde, lokale kunstnere kunne konkurrere om hvem, der senere på aftenen skulle løbe af med Amnesty Street Music Awards.

pernille.ammitzboell@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen